Udvalgsformand: Kommunen har ikke fejlet

Formanden for Voksen og Plejeudvalget i Norddjurs Kommune, socialdemokraten Lars Møller, finder efter at have vurderet de oplysninger, der er kommet frem i forbindelse med avisens gennemgang af den 57-årige kræftpatient Sonny Pedersens sidste tid, ikke grund til at kritisere Norddjurs Kommune for forløbet.

»Jeg mener, at vi har håndteret det, som vi skal, men det er klart, at pårørende ikke altid er enige i det,« siger Lars Møller.

Sonny Pedersen døde i en plejebolig på Digterparken i Grenaa efter kun seks dages ophold her - og efter at være udskrevet fra ni ugers ophold på Hospice Djursland.

Hans efterladte har forklaret, at både de og Sonny følte sig presset til at sige ja til en plejebolig i Digterparken i Grenaa, hvor økonomi og behandling ikke er den samme som i en akutbolig.

De har også kritiseret, at en visitator fra Norddjurs Kommune kørte til hospice i Rønde udelukkende med det formål, at få Sonny Pedersen til at underskrive papirerne med aftale om indskud, husleje og kost til et samlet beløb på 40.000 kroner - når der nu var større behov for en akutplads, som Norddjurs Kommune stiller til rådighed til døende borgere.

Ved en fejl gik avisens tilbud til en håndfuld politikere fra alle partier i kommunalbestyrelsen om at kommentere på sagen, ikke igennem til Lars Møllers kommunale mail. Den var sendt til mailadressen lm@norddjurs.dk - som er en rigtig mailadresse, men desværre ikke Lars Møllers. Derfor har avisen tilbudt Lars Møller et interview - også fordi han er formand for det ansvarlige udvalg.

Vanskelig sag

»Indledningsvist, så er det som udgangspunkt en vanskelig sag at udtale sig i, da der er mange personoplysninger, som jeg ikke kan sige noget om, da jeg ikke kan oplyse om Sonnys personlige forhold og derfor kan jeg kun udtale mig i mere generelle vendinger. Som beskrevet i dækningen i avisen, laver Hospice Djursland og regionen en lægefaglig en vurdering af, at borgeren ikke længere skal være på hospice, og at han skal have et tilbud fra os som kommune. Det er således suverænt hospice, som laver vurderingen af at borger ikke længere skal være på hospice. Den beslutning har vi som kommune ingen indflydelse på,« siger Lars Møller, som har noteret sig, at Hospice Djursland i dækningen af sagen udtaler, at havde man vidst, at borgeren kun havde seks dage tilbage at leve i, var han ikke blevet udskrevet fra hospice.

»På det tidspunkt, hvor borger bliver udskrevet fra hospice er den lægefaglige vurdering, som vi som kommune tager udgangspunkt i, at borgeren har en del tid tilbage at leve i. I en situation med en sådan lægefaglig vurdering, så er det den vurdering vi går ud fra og her at finde den bedst egnede bolig til borger. I den konkrete sag vurderer Norddjurs Kommune, at en plejehjemsbolig er det rette tilbud til borgeren, fordi vi gerne vil tilbyde ham en længerevarende boligløsning, så han ikke skal flytte igen. Vores plejecentre og hjemmepleje er vant til at passe svært syge terminale borgere – det er stor del af hverdagen i både hjemmeplejen og på plejecentre. Dette sker i et tæt samarbejde med regionens palliative team og plejehjemslægerne,» siger Lars Møller.

Lægefaglig vurdering

Og det er den lægefaglige vurdering fra Hospice Djursland, som Norddjurs Kommune tager udgangspunkt i og bruger til at vurdere, at en plejebolig er det bedste valg for Sonny.

Men den er jo udarbejdet et par uger før Sonny blev udskrevet. Og familien fortæller, at det efter den tid gik hurtigt ned ad bakke med hans helbred, og ved ankomsten til Digterparken bliver der af personale givet udtryk for, at man slet ikke er gearet til at tage sig af Sonny i den tilstand, han er i. Hvorfor bliver der ikke på det tidspunkt lavet en ny vurdering, når man ser ham. Han er jo ikke i stand til at gå med hjælp af en rollator, som der står i hans papirer, men er konstant sengeliggende med behov for smertedækning uden øvre grænse?

»Som jeg har fået beskrevet det, er valget af plejebolig sket efter aftale med Sonny. Og vores plejeboliger skal kunne bruges til at håndtere det her,« siger Lars Møller.

Det rigtige valg

Der er 15 akutpladser i Digterparken, og mens Sonny er der, er kun seks af dem i brug. I plejeboligerne er der social- og sundhedsassistenter til at tage sig af beboerne, mens der i akutafsnittet er sygeplejersker, som er bedre rustet til for eksempel at give morfin. En mand, som kommer fra et hospice og er døende med stort behov for smertelindring, skal han ikke i en akutbolig, når man ser hans tilstand?

»Der er forskel på de to typer pladser - det er helt rigtigt. Men vi læner os op ad den lægefaglige vurdering fra hospice, og den siger, at det ikke er akut og at man ikke anser ham for at være døende.«

Men når man så ser ham, skal man så ikke kunne vurdere anderledes?

»Personalet i Digterparken er gearet til det - og det skal de være. Også i en plejebolig, for der har vi også døende og terminale patienter. Sådan er det på alle plejecentre. Vores personale her har kompetencerne til at kunne håndtere disse borgere i den sidste tid. Og vi følger da op på, at der er medarbejdere, som giver udtryk for, at det her kan de ikke håndtere. Ikke for at slå dem i hovedet eller noget, men for at høre, hvad det handler om, fordi det skaber frustration og historier.

Men for Sonnys økonomi er der jo en meget stor forskel på en plejebolig med de udgifter, der følger med, og så en akutplads stillet til rådighed af kommunen?

»Som nævnt er det den lægefaglige vurdering, vi tager udgangspunkt i. Og den nævner ikke, at patienten er døende. Vi har ikke en politik i kommunen om at prioritere plejeboliger frem for akutpladser, og der bliver ikke set på økonomien. Vi er jo ikke onde mennesker i det kommunale system,« siger Lars Møller.

Vanskelig situation

Han har stor forståelse for, at det har været en trist og vanskelig situation for borgeren og hans familie at stå i.

»Jeg kan også godt forstå, at det kommer som en overraskelse for familien, at borgeren dør seks dage efter udskrivelse fra hospice. I dette tilfælde har familien desværre ikke en oplevelse af, at vi er lykkedes godt nok. Den oplevelse kan vi ikke tage fra dem, men vi kan arbejde på hele tiden at gøre det bedre – og det gør vi også. Jeg vil gerne understrege at denne sag ikke handler om at spare penge. Det handler ikke om økonomiske betragtninger, når en borger bliver udskrevet fra hospice eller sygehus til plejebolig. Når udskrivningssamtaler så vidt mulig sker med fysisk fremmøde fra en udskrivningsvisitator, så er det for at forberede borgers indflytning i plejebolig bedst muligt og for at kunne besvare spørgsmål i relation til det at skulle flytte i plejebolig,» siger Lars Møller, som i forvaltningen har fået at vide, at hverken borgeren eller hans efterladte kommer til at hæfte for udgifter på 40.000 kroner for de seks dages ophold i Digterparken.

»Nej, som jeg har fået det oplyst så bliver der tale om en regning på måske 1200 kroner for lidt pletmaling,» siger Lars Møller, der nu sørger for, at sagen bliver belyst til det kommende møde i voksen- og plejeudvalget.

»Materialet vil også tilgå den samlede kommunalbestyrelse, for jeg undrer mig over, at nogle kommunalpolitikere i avisen har udtalt sig så skråsikkert, som de har gjort. Og hvis de efterladte har brug for en samtale for at få at vide, hvad vi har gjort, er de velkommen til at kontakte mig,« siger Lars Møller.

Ikke fagligt forkert

Hvad tænker du som politiker, når sådan en historie som Sonnys dukker op?

»Jeg tænker, at det er sådan noget, der kommer. Vi har 1000 ansatte i kommunen til at tage sig af dette område, Og det er følsomme ting, vi er inde over. Jeg synes, at vi generelt gør et godt stykke arbejde, og at det er sjældent, at vi hører andet end ros, men selvfølgelig vil der være situationer, hvor noget er gået galt. I denne sag mener jeg som nævnt ikke, at der fagligt er sket noget forkert, men derfor kan der godt være ting, som kunne være håndteret bedre - også følelsesmæssigt. Når der er begået fejl, skal vi lære af det,« siger Lars Møller.

Men hvem skal finde ud af, om det er tilfældet?

»Der er mange systemer på det her område til at undersøge det. Det sker hele tiden. Der er stor faglig bevidsthed om at gøre tingene så godt som muligt.»

Hvis vi skal runde af, så synes jeg, at det centrale i denne sag, er den store forskel, der er i udskrivningspapirerne og så den tilstand, som Sonny ankommer til Digterparken i. Hvorfor er der ikke en, der siger, at det her er galt. Han skal ikke ligge i sin egen plejebolig, men på en akutplads, hvor vi har sygeplejersker, der må give den medicin, der skal til.

»Så skulle den lægefaglige vurdering ikke have været, som den er.«

Men den er måske lavet for tidligt til at give det rigtige billede af patienten?

»Det er rigtigt. Og på det område er jeg enig i, at så skal man fra kommunens side agere, hvis der er noget, som er forandret. Er det tilfældet her, så kommer det med i redegørelsen.«