V kræver ekstern undersøgelse af forløbet med psykolog Michael Adam Guuls sager i Aarhus
Venstre i Aarhus kræver en ekstern undersøgelse af hele forløbet, hvor Aarhus Kommune via Familieinstitutionen Bethesda har benyttet den skandaleramte psykolog Michael Adam Guul. Socialdemokratisk udvalgsformand ønsker at afvente Ankestyrelsens undersøgelse.

Hvis det står til Almaz Mengesha (V), skal det sidste punktum ikke sættes, når forvaltningen for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune er færdig med at gennemgå og genvurdere de aarhusianske sager, hvor den skandaleombruste psykolog Michael Adam Guul har været benyttet til forældrekompetenceundersøgelser. Det aarhusianske byrådsmedlem har derfor fremsat et beslutningsforslag om en ekstern undersøgelse for blandt andet at finde ud af, hvorfor Aarhus Kommune ikke har haft kendskab til Familieinstitutionen Bethesdas utilfredshed med Michael Adam Guuls rapporter.
Jeg vil gerne have undersøgt hele processen, så vi kan drage læring af det til en anden gang.
I et svar på en såkaldt 10-dages forespørgsel oplyser Sociale Forhold og Beskæftigelse nemlig til Almaz Mengesha, at Aarhus Kommune ikke har været bekendt med klager, bekymringshenvendelser eller lignende i forhold til psykologens arbejde hos Familieinstitutionen Bethesda, der er en af kommunens samarbejdspartnere. I sidste uge forklarede stedets forstander ellers til Lokalavisen Aarhus, at lige netop utilfredshed med kvaliteten af Michael Adam Guuls arbejde var årsagen til, at man droppede samarbejdet med ham.
»Hvis Bethesda rent faktisk har været vidende om, at psykologens arbejde har været mangelfuldt og sågar på den baggrund har ophørt samarbejdet med ham, hvad er så grunden til, at den information ikke er nået de ansvarlige inde i kommunen, som skal træffe de her vidtrækkende beslutninger på vegne af familierne,« spørger Almaz Mengesha, som derfor mener, at der er behov for en undersøgelse udover den, der i øjeblikket er i gang.
»Ankestyrelsens undersøgelse kigger jo kun på, om der er truffet de korrekte afgørelser i de fem sager med i alt syv børn. Jeg vil gerne have undersøgt hele processen, så vi kan drage læring af det til en anden gang,« fortsætter Almaz Mengesha.
Det var ikke min vurdering på daværende tidspunkt, at utilfredsheden med opgaveløsningen var af en karakter, som lå indenfor rammen af det, vi normalt vil orientere forvaltningen om.
Uenige om samarbejde
Hos Familieinstitutionen Bethesda holder forstander Charlotte Vestergaard fast i, at man afsluttede samarbejdet med Michael Adam Guul, fordi der ikke var tilfredshed med kvaliteten i hans arbejde. Han var dog udelukkende købt ind til at løse enkeltstående opgaver som ekstern psykolog, så der var derfor ikke tale om et ansættelsesforhold, der skulle afsluttes.
»Han oplyste i december 2018, at han var nødt til at melde fra til en opgave af personlige årsager, og det var samstemmende med, at vi havde besluttet at afslutte samarbejdet med ham på grund af utilfredshed med hans arbejde. Det gav anledning til, at vi ikke tilbød ham yderligere opgaver. Vi har ikke benyttet ham siden,« fortæller Charlotte Vestergaard, der desuden oplyser, at det er korrekt, at Bethesdas utilfredshed med Michael Adam Guul ikke blev kommunikeret videre til Aarhus Kommune:
»Det var ikke min vurdering på daværende tidspunkt, at utilfredsheden med opgaveløsningen var af en karakter, som lå indenfor rammen af det, vi normalt vil orientere forvaltningen om.«
Michael Adam Guul fortæller til Lokalavisen Aarhus, at han har en anden opfattelse af samarbejdet.
»Jeg stoppede selv samarbejdet på grund af langtidssygemelding og oplyste derfor, at jeg ikke ville tage imod flere opgaver. Desuden forstår jeg ikke, hvis Bethesda var utilfreds med mig, da de i slutningen af 2018 anbefalede mig til Haderslev Kommune. Hvorfor ville de anbefale mig, hvis de ikke var tilfreds med mit arbejde,« lyder det spørgende fra psykologen.
Charlotte Vestergaard oplyser, at Familieinstitutionen Bethesda ikke har anbefalet Michael Adam Guul til andre kommuner efter afslutningen på samarbejdet.
Afventer Ankestyrelsen
Ifølge Almaz Mengesha (V) tyder uenigheden mellem Bethesda og Michael Adam Guul på, at der er behov for den eksterne undersøgelse for at få undersøgt hele forløbet.
»Der er to forskellige forklaringer, og jeg synes, at der er behov for at få styrket vores kommunikationskanaler, så forvaltningen bliver informeret, når en af vores samarbejdspartnere er utilfreds med en underleverandør som i dette tilfælde. Hvis der har været den mindste bekymring om det faglige grundlag, så undrer det mig virkelig, hvordan de rapporter kunne slippe igennem,« lyder det fra Almaz Mengesha, der er inspireret af den måde, som Tårnby Kommune håndterer sagen.
Der har Michael Adam Guul været involveret i undersøgelser fra efteråret 2017 til februar 2019, og efter Ekstra Bladets afsløringer har kommunen igangsat en uvildig undersøgelse, som foretages af et uafhængigt revisions-/konsulenthus med ekspertise i lige netop børnesager.
Byrådsmedlem Anette Poulsen (S), der er formand for Børn- og Ungeudvalget, som blandt andet tager sig af tvangsforanstaltninger af børn, synes dog ikke, at der lige nu er grundlag for en lignende undersøgelse i Aarhus.
»Jeg synes, at der skal afholdes et møde om sagen med rådmanden efter ferien, og så skal vi kigge på Ankestyrelsens undersøgelse, før det er relevant at snakke om en ekstern undersøgelse,« fortæller Anette Poulsen til Lokalavisen Aarhus.
Michael Adam Guul er derimod meget interesseret i en ekstern undersøgelse af hele forløbet i Aarhus.
»Jeg synes, det er fantastisk, at man vil kigge på det, for der ikke noget at komme efter. Men jeg synes også, at det er rent stemmeslugeri, hvis man bare tager en populistisk Ekstra Blads-sag op uden at læse alle psykolograpporter fra Bethesda eller kigge på årsagen til, at jeg kom i søgelyset,« siger psykologen, der mener, at kritikken fra en række psykologer i Ekstra Bladet blot handler om, at han tidligere har kritiseret dem og brugen af den såkaldte Rorschach-test til forældrekompetenceundersøgelser.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kristian Würtz (S), der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, da han ifølge forvaltningens presseafdeling holder ferie.
Venstres beslutningsforslag er på dagsordenen til byrådsmødet, der finder sted 18. august.