Regionsrådsvalg 21: Lokale DF'ere har fået plads nummer 8 og 9
Diana Skøtt Larsen, Norddjurs og Ebba Grethe Møgelvang, Syddjurs, er med på Dansk Folkepartis liste til regionsrådsvalget.
Søndag har Dansk Folkeparti i Region Midtjylland afholdt opstillingsmøde og valgt 12 kandidater med regionsrådsmedlem Lone Langballe, Viborg, som spidskandidat.
De 45 fremmødte valgte enstemmigt Lone Langballe som spidskandidat på en sideordnet liste.
Nr. 2 på listen er Jette Skive, der er rådmand for sundhed- og omsorg i Aarhus.
Djursland er repræsenteret på listen med to kandidater.

Diana Skøtt Larsen, kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs, indtager 8. pladsen. Lige efter som nummer 9 følger Ebba Grethe Møgelvang, lokalformand i Syddjurs, byrådsmedlem og spidskandidat for Dansk Folkeparti ved Kommunalvalget.
Dansk Folkeparti fik 7,9 procent af stemmerne ved valget i 2017 - en lille tilbagegang på 0,8 procent. Det afkastede tre mandater til Lone Langballe, Ole Revsgaard Andersen og Steen Thomsen i det 41 mænd og kvinder store Regionsråd.
De to sidstnævnte genopstiller ikke.
Steen Thomsen er Dansk Folkepartis partisekretær med base på Christiansborg.