Ryomgård: 48 nye byggegrunde i støbeskeen
18 nu kommunale grunde på P. Vejgaardsvænget og 30 på den private udstykning Ryomhave ud mod Frederikslundvej er undervejs.

Ryomgård Distriktsråd har længe haft fat i kravetøjet på Syddjurs Kommune i et forsøg på at fremme byggemodningen af nye kommunale byggegrunde, fordi de hidtidige for længst er udsolgt. Desuden er der stort set heller ikke flere private byggegrunde til salg.
Nu ser tingene imidlertid ud til at lysne på flere fronter.
18 nye kommunale grunde på P. Vejsgaardsvænget spøger.
Syddjurs Kommunes Teknik- og Miljøafdeling forventer, skriver man i en mail til Lokalavisen, at påbegynde byggemodningen af de 18 grunde på P. Vejsgaardsvænget i november 2021, så de forventeligt er klar til salg i sommeren 2022.
Ryomhave
Den lokale entreprenør Gerstrøm ApS er, som de, der kommer forbi kan forvisse sig om, begyndt at arbejde med udstykningen Ryomhave på Frederikslundvej.
Gerstrøm ApS købte udstykningen af Mikal Voigt Kjeldsen, indehaver af Ny Ryomgård, for små to år siden. Allerede dengang var der vedtaget en lokalplan for området.
Direktør Philip Gerstrøm havde imidlertid et ønske om at få justeret enkelte forhold i lokalplanen (376) , og det har Syddjurs Kommune efterkommet med en dispensation således, at der vil komme en bolig mere i området end det lokalplan-kortet lægger op til.
Området er ca. 5,5 hektar stort. Lokalplanen giver med den seneste justering mulighed for at der kan opføres ca. 30 parcelhuse på grunde af ca. 1000 m2.
Lokalplanen intakt
Området afgrænses mod nord af Marienhoffvej/Frederikslundvej, som er en grusvej, der bl.a. betjener Ryomgård Fjernvarmeværk.
Mod øst afgrænses området af Frederikslundvej/Nimtoftevej, som er den overordnede forbindelsesvej fra Ryomgård til Nimtofte. Mod syd afgrænses området af erhvervsvirksomheden Center-Gros, samt af det ældre boligområde Esmarcksvej.
Mod vest afgrænses området dels af det ældreboligområde Axel Munchs Vej, og dels af det nyere boligområde Søparken.
Området er overvejende fladt med en mindre terrænstigning fra vest mod øst fra kote ca. 37 m til kote ca. 40 m. Området er, for den langt overvejende del, beliggende i landzone, og overføres medlokalplanens vedtagelse til byzone.
»Størrelsen på det fælles friareal vil dog stort set være det samme, og det er Syddjurs Kommunes vurdering, at der fortsat er den gode fordeling mellem det bebyggede område, fælles friarealer, veje og stier, som lokalplanen tilsigter,« oplyser Syddjurs Kommune i en mail til Lokalavisen.
Dispensationssagen var i høring den 28. april – 16. maj 2021. Der indkom ingen høringssvar.
Der er ikke foretaget ændringer i lokalplanen. Dette kan kun ske ved, at Syddjurs Byråd vedtager en ny lokalplan.