Det koster boksen at købe et 140 kvadratmeter stort parcelhus på Frederiksberg - i Syddjurs kan det erhverves for små 715.000 kroner
Frisk undersøgelse fra Realkredit Danmark viser, at der er store forskelle i indkomstkravet til boligsøgende familier på tværs af landet, hvis de vil købe et gennemsnitligt parcel i deres kommune.

Realkredit Danmark har undersøgt, hvad der kræves af indkomst for en typisk familie, hvis den overvejer at købe et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter i alle landets kommuner.
Den afslører ikke overraskende store forskelle i kravet til familieindkomst, hvis du bor på Djursland sammenlignet med hovedstadskommuner som Frederiksberg og Gentofte.
Hovedstadsområdet kører med klatten generelt.
Først på 18. pladsen dukker Aarhus op. Den næste jyske kommune, der dukker op på listen, er Skanderborg som nummer 33, og derefter kommer Silkeborg som nummer 35, Odder som nummer 38 og Favrskov som nummer 45.
Syddjurs placerer sig som nummer 47, Norddjurs som 86.
Kun for millionærer
Højest indkomstkrav til familien finder man i Frederiksberg og Gentofte kommuner, hvor en familie i dag skal have en årlig indkomst i omegnen af henholdsvis 2.220.000 kroner og 1.865.000 kroner. Københavns Kommune placerer sig også helt i top på en tredjeplads. Her har familieindkomsten passeret 1.570.000 kroner.
Der er nu hele 13 kommuner i landet, hvor indkomstkravet til familien har rundet 1 mio. kroner, viser undersøgelsen.
I Syddjurs skal familien have en årlig indkomst på 713.387 kroner, i Norddjurs 651.425 kroner.
I den billige ende af skalaen finder vi kommuner som Tønder, Morsø og Lolland, hvor familien ’blot’ behøver en indkomst på i omegnen af 620.000 kroner for at kunne købe et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter. Det svarer til en månedlig bruttoindkomst på godt 26.000 kroner pr. voksen i familien.
Forskelle øget markant
Og forskellen mellem billigste og dyreste områder, mellem by- og landdistrikter, er vokset kraftigt i en årrække, konkluderer Realkredit Danmark og Home.
Ifølge Home viser kommunelisten, at der er store dele af landet, hvor man slet ikke kan nikke genkendende til overskrifter fra det seneste års tid som ’boligprisfest’ og ’boligmarkedet går amok’.
»De voldsomme prisstigninger er langt hen ad vejen et storbyfænomen. Boligmarkedet er mange steder i provinsen langt mindre hektisk,« udtaler boligmarkedsanalytiker i Home, Henrik Hauthorn Jensen.
På landsplan er huspriserne steget ca. 13 procent det seneste år, men langt mest i København og kommunerne omkring, viser Home Boligbrief for juli.
En familie skal tjene 950.000 kroner mere om året for at bo i København kontra landets billigste kommuner, viser analysen fra Realkredit Danmark.
Det svarer til en krævet ekstraindkomst for familien på cirka 79.000 kroner om måneden for at købe hus i København frem for eksempelvis Morsø, Tønder, Lolland og Lemvig.
Tilbage i 2012 var forskellen i indkomstkravet mellem Tønder og København eksempelvis på 240.000 kroner mod altså nu 950.000 kroner. Det dækker over, at indkomstkravet har været nogenlunde stabilt omkring godt 600.000 kroner i Tønder, mens indkomstkravet er steget i København fra cirka 840.000 kroner i 2012 til aktuelt 1.570.000 kroner.