Søren og Lilian har vendt deres liv 180 grader
De så Blushøjgård og faldt øjeblikkelig for stedet – seks uger senere var de ejere og var flyttet dertil.

Lilian og Søren Bjerregaard Andersen havde de seneste 20 år haft sommerhus ved Elsegårde Strand, men de havde forberedt deres otium i Risskov. I alle årene havde de været fascineret af den fantastiske natur omkring Elsegårde, og måske var det dét, der fik dem til at få en fremvisning af Blushøjgård Kursus- og Feriecenter, der var til salg.

»Vi blev ramt i hjertet af Blushøjgård, af gården og naturen heromkring, lige ved havet.«
Fra fremvisningen og til de havde solgt hus og sommerhus og var flyttet ind på den historiske gård gik der blot seks uger.
»Det var helt klart en beslutning der blev truffet med hjertet fremfor fornuften, og vi er ikke i tvivl om, at vi er det rigtige sted.«
Søren er indehaver, direktør og pedel, og det meste derimellem. Lilian har været nede med stress fra et lederjob for år tilbage, og for hende handler det stadig om restitution.
»Til det formål er naturen omkring Blushøjgård helt fantastisk.«

Booking nummer 100
Lilian og Søren flyttede ind 1. oktober 2020, og siden da har de fået klargjort og sat deres eget præg på de 12 ferielejligheder og kursusfaciliteterne.
Vi har været meget spændte på at opleve vores første højsæson, og nu står vi lige midt i den.
»Når vi har nået det niveau, hvor vi kan mærke, at nu har vi selv lyst til at bo i lejligheden, så er den blevet lagt på vores hjemmeside og på Airbnb til udlejning.«
Med undtagelse af en lejlighed, hvor der skal lidt ekstra renovering til, er alle deres lejligheder nu i gang med at blive udlejet, og her i deres første højsæson har de allerede fuldt booket. De havde deres første udlejning ved årsskiftet, og 14. juli modtog de gæsterne til deres booking nummer 100.

»Vi har været meget spændte på at opleve vores første højsæson, og nu står vi lige midt i den. Vi nyder det, det hele kører, og vi møder rigtig mange spændende mennesker.«
I juli måned blev Blushøjgård kåret til Superhost via omtalerne fra Airbnb gæsterne.
Snart bryllup på stedet
De har par-, familie og venneferier. I august kommer to hold booket familietræf, hvor flere lejligheder bookes sammen med samlingsrummet/caféen og køkkenet. Lilian og Søren fortæller desuden, at der Sct. Hans aften fandt et frieri sted på stedets strand, og alt tyder på, at der nu også snart skal fejres et bryllup på Blushøjgård.

Blushøjgård ligger tæt ved havet med høje skrænter og en fantastisk udsigt, både fra lejlighederne og fra den nærliggende udsigtshøj. Øen Hjelm ligger i øvrigt lige i synsfeltet.
Nonprofit og bæredygtighed
Da Lilian og Søren besluttede at købe Blushøjgård, besluttede de samtidig at oprette Blushøjgård aps som et nonprofit selskab, hvor overskuddet går til humanitært arbejde i Danmark og Indien gennem en indisk NGO. Her har de begge tidligere lavet frivilligt arbejde.
At de driver stedet som et nonprofit-sted betyder, at de indimellem får hjælp af frivillige, som ønsker at støtte stedet og visionen. Det har både været venner og andre, som kender til den indiske NGO de støtter.
Samtidig er det deres ambition at drive Blushøjgård så bæredygtigt som muligt. Det betyder, at de uden at gå på kompromis med hygiejnen genbruger, skurer og skrubber frem for at købe nyt. Hovedhuset opvarmes allerede med jordvarme, og de ser frem til solceller og permakultur.