Et nyt kuld studenter springer ud i Røndes gader
Så er tiden kommet, hvor de nye studenter snart springer ud i Rønde.
Mandag i næste uge, går flaget til tops for første gang hos HHX i Rønde, og STX’erne på Rønde Gymnasium følger trop dagen efter. Rønde Gymnasium har i år planlagt, at tirsdag 22. juni er sidste eksamensdag for 3. g’erne.
Adresseavisen dækker naturligvis de mange arrangementer i den anledning og er med til translokationen på begge gymnasier, ligesom vi i år forbereder et par sider med navne og klassebilleder af samtlige studenterklasser i en af de aviser, der følger efter translokationerne..
De nye studenter vil for altid huske deres tre år, fordi pandemien lige pludselig ændrede planerne for deres uddannelse med flere længder. På trods af dette er de snart ved vejs ende, og vi andre kan synge med Michael Falch:
»Se, de nye studenter de får hat og briller på
De skåler for udødelighed og alt det, de skal nå
De suger livet ud af hver sin jomfrucigaret.«