20-års jubilæumskoncert med Blood Sweat Drum + Bass
Aftenens special guests er Palle Mikkelborg og Maher Mahmoud.

Til Festugen 2001 skabte Jens Christian Chappe Jensen, som er professor på Det Jyske Musikkonservatorium, et orkesterprojekt til den sagnomspundne UNIVERS-scene på Bispetorv i Aarhus.
Projektet hed Blood, Sweat, Drum’n’Bass Big Band, og var, som navnet antyder stærkt inspireret af Drum’n’Bass musikken.
Nu, 20 år senere hedder projektet Blood Sweat Drum + Bass (BSD+B) og bliver trods den fremskredne alder, stadig ofte fremhævet som ’legesyge og nysgerrige’, ’progressive og enestående’ eller simpelthen ’fortryllende’ …. er blot nogle af de seneste anmelder- superlativer, som bevidner, at BSD+B stadig er en meget stærk aktør på den danske musikscene. Hvilket selvfølgelig skal fejres med et brag af en jubilæumskoncert.
To afdelinger
Jubilæumskoncerten tirsdag 31. august kl. 20 i Musikhuset bliver i to afdelinger, hvor første afdeling bliver et nedslag i orkestrets 20-års original repertoire med fokus på inspirationen jazz, drum’n’bass, verdensmusik og elektronika med stærke kompositioner af bl.a. Chappe, Turid Guldin (vokal) og Søren Lyngså (electronica).
I koncertens 2. afdeling inviterer BSD+B to af orkestrets mangeårige samarbejdspartnere med på scenen for at give smagsprøver på disse unikke samarbejder. Maher Mahmoud fra Damaskus, Syrien, vil medvirke i flere numre fra orkestrets mellemøstligt repertoire, og Palle Mikkelborg, som orkestret jævnligt har givet koncerter med over de seneste 15 år, vil lade sin gyldne trompet klinge i uddrag fra det store fællesrepertoire, som blandt andet omfatter Mikkelborgs kanoniserede storværk AURA.
gs