Sådan kan du bruge Aarhus Festuge: Som et tag-selv-bord
Aarhus Festuge er tilbage efter coronaens nådesløse lockdown, og midtbyen summer atter af nysgerrige mennesker, der kan sammensætte deres personlige udvalg af oplevelser. Tag-selv-bordet er klar.

Hvad er festuge-bordet så dækket op med i år?
Der er de genkendelige ingredienser af musik, mad, udstillinger, gadeteater og workshops så langt øjet rækker.
Det gode ved det, at man bestemmer selv tempoet og indholdet. Der er børnefamilier med klapvogne. Venne-slænget, der har savnet det nære fællesskab. Den ensomme ulv, der nyder at blende ind og suge oplevelserne til sig.
Vi skal nok en tur rundt til de mange lysinstallationer og gerne noget med at plante planter i Den Glade Gade. Vi har fundet de mange oplevelser i programmet på nettet.
Prøv det på egen krop
Festugen indbyder i den grad til at komme ud i virkeligheden og lade onlinelivet stå på stand-by. Man kan slå sig ned og blive overrasket. Finde inspiration.
Måske opdager man noget nyt i et kreativt øjeblik eller man genoplever byen, der har mange retter på serveringsbakken.
De store publikumsmagneter som for eksempel en stor koncert er siet fra for ikke at skabe menneskemængder og smitte. Tilbage står et tilbud om at være i nuet og deltage i de små fællesskaber.


Det kan man blandt andet i Byparken, der hver dag har besøg af forskellige aktiviteter, man kan være med i: Mavedans, fægtning, podcasts og meget mere.
Der er også masser af musik og ramasjang i Mølleparken, som har mange gratis koncerter. Og der er fællessang på Pustervig eller Hos Anders på Telefontorvet.
Man kan se på street art i børnehøjde på byens fliser og i stort format på Aarhus Ø. Der er tarteletter i Det Irske Telt, og man kan spise is på en tilfældig bænk, alt imens menneskehavet bølger forbi. Det er netop charmen ved festugen.
Man kommer altid hjem med noget på kulturkontoen. Det har byen i den grad savnet.




