Køn Lab på museet Køn
Forskellige samfundsaktører får nu mulighed for at formidle deres arbejde med køn og ligestilling gennem udstilling på Køn.

I hele august indtager ESPD (Everyday Sexism Project Danmark) Køn Lab, hvor det skal handle om voldtægtskultur vs. samtykkekultur. 1. august blev dørene slået op til Køn Lab - en åben udstillingsplatform.
Voldtægtskultur kan defineres som den måde, hvorpå vi som samfund opfatter og behandler sager om voldtægt, så seksualiserede overgreb normaliseres, bagatelliseres, latterliggøres og understøttes. Det udtrykkes for eksempel ved såkaldt victimblaming, slutshaming samt udbredelse og understøttelse af myter og stereotype forestillinger om køn og seksualitet.
Samtykkekultur er en kultur, hvor det er normalt at bede om samtykke og respektere svaret. Det er en bekræftelse af at ethvert individ har kropslig autonomi, og at grænser skal respekteres ubetinget. Samtykkekultur er en kultur, hvor samtykke er grundstenen både i relationer og i samfundet generelt. ESPDs formål er at indsamle oplevelser, oplyse om og bekæmpe sexisme, og i tråd med dette ønsker udstillingen at gøre op med voldtægtskulturen og støtte op om en udvikling mod samtykkekultur.
Samtalesaloner
Udstillingen suppleres med en digital samtalesalon 11. august med Laura Bates og tre samtalesaloner i museets café henholdsvis den 18., 25. og 27. august med forskellige eksperter. Samtalerne modereres af Ph.d. Signe Uldbjerg.
I lyset af den senere tids debat og ikke mindst hashtagget #dajegsagdefra, er det for os meget meningsfuldt at give plads til denne udstilling.
Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch udtaler i en pressemeddelelse:
»I lyset af den senere tids debat og ikke mindst hashtagget #dajegsagdefra, er det for os meget meningsfuldt at give plads til denne udstilling. Det er en nutidig debat, som får vigtige perspektiver fra den historiske ramme, vi i øvrigt bidrager med her på museet. Altså et rigtig godt grundlag for den nuancerede samtale omkring et svært emne.«
Julie Rokkjær Birch glæder sig i øvrigt over, at sommeren har været god ved Køn, der har haft flere gæster denne juli end i juli 2019.
gs