Jagt på gåder ved MoMu
Er man vild med gåder, escape rooms, udendørsspil og gode historier, så vil man med gådejagten ’Forglemmigej’ få en uforglemmelig oplevelse.

På gådejagten følger man de spor, som mennesker gennem tiden har efterladt sig i landskabet omkring Moesgaard Museum. Undervejs skal man løse gåder og opgaver og spille spil af forskellige sværhedsgrader, så alle fra 10 år og opefter kan være med. Gådejagten byder på 2-3 timers udendørs underholdning for grupper bestående af 4-8 personer.
Udviklingen af gådejagten har været et halvt år undervejs, og museet har brugt lang tid på at teste den på en række testgrupper. 17 grupper, som var repræsentative for forskellige målgrupper, blev udvalgt og deltog i udviklingsprocessen for at gøre udendørsaktiviteten noget helt særligt.
Interessen for at være en del af udviklingen og teste aktiviteten oversteg langt museets forventning – og kapacitet. Mere end 500 grupper meldte sig nemlig, da museet efterspurgte testgrupper blandt deres nyhedsbrevsabonnenter.
»Vi var noget overvældede og overraskede over den store interesse for at hjælpe Moesgaard Museum med udvikling af en ny udendørsaktivitet, og vi glæder os meget til at give folk mulighed for at få en helt unik oplevelse i landskabet omkring museet. For det er dét, som denne gådejagt kan – nemlig skabe en uforglemmelig udendørsoplevelse samtidig med, at man får fortalt den spændende og, for de fleste, ukendte historie om Moesgaard,« fortæller formidlingsleder Wencke Maderbacher i en pressemeddelelse.
Udendørs oplevelse
Gådejagten kan allerede nu bestilles online, og aktivitetsæsken udleveres på museet fra 26. juni. Det er ikke nødvendigt at købe entrébillet til museet, da gådejagten udelukkende foregår udendørs.
gs