»Det her har MeToo gjort ved mændene«
Det giver antropolog og kønsforsker Christian Groes et bud på i en samtale på Museum Køn.
Onsdag 24. maj klokken 16.30 kan du møde antropolog og kønsforsker Christian Groes fra Aarhus til en samtale om mænds reaktioner på MeToo. Anledningen er den nye debatbog “Da MeToo ramte manden”.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Nyhedsdækningen af MeToo i 2020 og årene efter handlede i høj grad om kvinders oplevelser med krænkelser på arbejdspladsen og om de mænd, der havde krænket dem. Denne bog går bag om medieoverskrifterne og ser på, hvordan MeToo sidenhen har påvirket danske mænd, herunder deres holdninger og seksuelle adfærd. Det vil sige, hvordan mænd fra forskellige generationer rundt om i landet ser på MeToo, og hvordan mænds magt og mandeidealer blev udfordret.
Samtalen modereres af Køns faginspektør Signe Uldbjerg Mortensen, og der vil være rig mulighed for spørgsmål fra salen.
Christian Groes har tidligere holdt foredrag på Køn om mandekultur i hierarkier mellem mænd. Og om at MeToo-bevægelsen bør føre til synlige konsekvenser for de magtmænd, der misbruger deres privilegier til at krænke kvinder. Antropologen argumenterer for, at sexismen og krænkelserne har så dybe rødder i magtstrukturen, at der skal radikale metoder til at udfordre den.
I den forbindelse sagde han:
»Jeg tror først, det er, når machokulturen og mandehierarkiet rystes i sin grundvold, at der sker reelle adfærdsændringer. Det er først, når vi som samfund viser, at krænkelser har konsekvenser for magtmænd i toppen af samfundet, at de mænd, jeg kalder seriekrænkere, bliver bange, og at mænd længere nede i hierarkiet i alle andre dele af samfundet forstår, at disse mænd ikke er idoler, og at deres machokultur ikke kan kopieres uden, at det går ud over ens status og omdømme. Det kræver en særlig indsats både fra mænd, der bidrager til at udfordre kulturen og irettesætte machomænd og fra kvinder, der viser solidaritet med andre kvinder og bruger den kollektive magt mod sexismen. Og flytter skammen fra ofrene til krænkerne.«
sø