Vandkunsten blev ferniseret
Auning Skoles skulptur-projekt afsluttedes med udstilling og fernisering
Kreativiteten og kunsten blev sluppet løs i fire dage på Auning Skole i sidste uge, og derefter var der fernisering. Skulpturprojektet for 0. - 6. klasse og specialklasserne på Auning Skole fik en værdig afslutning i fredags, hvor værkerne blev afsløret og døbt på pladsen omkring søen ved Gl. Estrup Gartneri.
De 450 elever gik fredag morgen ud til søen ad mindre stier og veje. Ved Torvegade stod Østjyllands Politi klar til at hjælpe den lange slange af børn og lærere sikkert over vejen. Ved søen blev de mødt af et stort banner ophængt på bigballer og pyntet
med friske gulerødder fra Gl. Estrup Gartneri. Fra børnehaverne Bette Bo i Øster Alling og Nyvang i Auning kom børnene i busser for at være med. Også forældre, bedsteforældre, dagplejere og andre interesserede dukkede op.
"Så da seancen startede var der på den gode side af 700 mennesker omkring den flotte sø og de endnu flottere kunstværker", fortæller lærer Tommy Hjorth.
De deltagende kunstnere Sonja Schultz, Inge Madsen, Inger Godballe, Palle Brix, Kent Jensen og Bjarne Jensen var ubestridt begivenhedens æresgæster.
Byrådsmedlem Tom Bytoft gjorde i sin tale opmærksom på vigtigheden af, at have ”skøre” lærere, ”skøre” pædagoger og ildsjæle på sin skole, i sin by og kommune.
Derefter blev årgangene kaldt frem på skift til deres kunstværker, så disse kunne blive døbt. Navnene blev som følger: Rullende skolestart / Vokseværket. 3. årgang og A1 / ”Elementerne”. 4. årgang / ”På og i havet”. 5. årgang / ”Digte til søs og til vejrs”. 6. årgang / ”Vandcykelslangen”. A2 Specialklassen / ”Tidsrum”. SFO / ”Fiskehejrene Hector og Hera”. Bette Bo / ”Bette Blob”.
Efter dåben afsang man sangen ”Det er ingen kunst” skrevet til lejligheden på baggrund af udsagn, eleverne har givet om emnet kunst. 5. årgang og deres musiklærer Ulrich Hein leverede ”Naturstomp”.
I ugens løb havde alle klasser lavet hver deres billede, skabt af mælkelåg samlet gennem det sidste års tid. De inviterede kunstnere kårede Auning SFO som vinder med det flotteste og mest fantasifulde kunstværk.
Livlig trafik ved søen
De følgende dage var der livlig trafik ved søen, hvor børn viste deres kunstværker frem for forældre.
Forløbet er efterfølgende evalueret af både børn og voksne. Alle har været meget positive overfor projektet og for en stor del af børnenes vedkommende, har kunstugen været et pusterum fra lektierne og de faste timer, men også en uge hvor de har lært en masse, først og fremmest om kunst, men også om sig selv og andre, da mange klasser har arbejdet på tværs. Altså har man mødt nye børn og voksne hver dag.
Hele ugen blev dækket af skolens pressekorps, so hver dag sendte artikler og billeder til de lokale aviser og auningby.dk
Alt materiale fra ugen vil nu bliver samlet i en bog, der vil få sin faste plads på skolens bibliotek, ligesom fotos, artikler og enkelte kunstværker vil blive udstillet på skolen og Kulturperronen i den kommende tid.