Koncertanmeldelse: Tro, håb og Helmig

Anmeldelse: Thomas Helmig, 31. marts i Ceres Arena.

5 ud af 6 stjerner

Det skulle egentlig have været en anmeldelse uden navnet Hugo Helmig.

Aftenens hovedperson ville det dog anderledes.

»Har du mistet,« lød første linje ved fredagens koncert. 

Og det har Thomas Helmig - hvilket kom til udtryk i både ord og billeder. 

Koncerten blev sparket i gang med Gasolin-numret ’Sirenesangen’ og den selvskrevne ’Dagen efter dagen derpå’ - og så var det Hugo-tid.

»I aften hylder vi livet og den levende musik. Her kommer der en for Hugo,« sagde Thomas Helmig og spillede sønnens ’Wild’. 

»Hugo er med her i aften - han er lyslevende inden i mig,« lød det fra scenen - og i gang gik ’Dybt inde i mit hjerte’, der var Hugos yndlingsnummer i farens bagkatalog - og de ord, Thomas Helmig brugte i det opslag på Instagram, hvor han delte sin og sønnens sidste aften med offentligheden. 

_{(Artiklen fortsætter under opslaget)}

Herefter gik festen for alvor i gang - både på scenen og blandt det, kan man vist godt sige uden at fornærme nogen, fortrinsvis modne publikum. 

Der var da også langt mellem de røde kjoler, som Helmig synger om - bukser lod til at være den foretrukne beklædningsgenstand blandt både den mandlige og kvindelige del af publikum.

Og nærmest som en forlængelse af det, var det en jakke og ikke et par trusser, der blev kastet op på scenen. 

»Hjemmebane«

Der var ikke umiddelbare tegn på, at føromtalte bukser strammede for meget, for der blev sunget fællessang i en grad, som fik tyrolerteltene ved Oktoberfesten i München til at minde om et aftenskolekors første øveaften.

»Det her er hjemmebane. Det er specielt,« lød det fra scenen.

Aftenens gæstesolist var, som i København for en uge siden, byens egen Medina, der sang duet med Helmig i ’100 dage’, før hun sang sin egen ’Kun for mig’.

Applaus fra salen og scenen

Da den genkendelige start på ’Det er mig, der står herude og banker på’ bragede gennem højttalerne, var der ingen ende på hjælpen fra salen. 

Den fik dog endnu et hak opad under ’Midnat i Europa’, der desværre blev ramt af en smule mikrofonproblemer. Men hvad gør det, når der står 6.000 publikummer klar til at overtage?

Og bedst som man skulle tro, der ikke kunne blive sunget højere og kraftigere, så fik ’Malaga’ taget til at lette. 

Efter sidste omgang ’Jeg lukker mine øjne i Aarhus’ var bifaldet så højt og varede så længe, at Helmig ikke kunne gøre meget andet end - nærmest forlegen - stå og tage imod. Selv band og kor klappede.

»Den applaus glemmer jeg aldrig,« sagde han lidt senere. 

Det seks mand store band og tre korsangere leverede varen som en velsmurt Rolls Royce-motor på scenen, der var garneret med spejlvendte, levende billeder og kaleidoskop-mønstre. 

Foran dem hovedpersonen selv, der spillede, sang og i sit sorte og glinsende jakkesæt, delte rundhåndet ud af de velkendte Helmig-moves.

Der var alligevel øjeblikke, hvor man kunne få fornemmelsen af, at hele showet i den grad var så velkoreograferet, indstuderet og bandmedlemmernes roller forudbestemt, at der ikke var meget plads til at give den rigtig gas eller være en smule beskidt. 

Det er dog umuligt at komme uden guitaristen Emil Falk, der indtog scenen - hele scenen - med en attitude og en spilleglæde, som var smittende i en grad, at ingen har kunnet sidde den overhørig. 

At han desuden er mere end sublim på sit instrument, kom til udtryk flere gange i løbet af aftenen. For eksempel i de relativt få toner - i relativt få sekunder - hvor hans solo i ’Malaga’ dryssede ned over sangen som tryllestøv, så den den gik fra ’fed’ til ’magisk’.

Samme Falk er også producer for Thomas Helmig og har en stor andel i Hugo Helmigs succes, hvor han bidrog både som producer og sangskriver.

Thomas Helmigs første plade udkom for øvrigt cirka tre år før, Falk blev født. 

»Vi ses«

Rent musikalsk var der - bortset fra nye arrangementer - ikke meget nyt at komme efter. Men det er næppe derfor, man løser billet til en Helmig-koncert. Han leverer i den grad varen - og på den måde fik folk det, de kom efter: 

Thomas, som vi kender ham. 

Efter tre ekstranumre og 135 minutters koncert var det hele slut.

Med fingerkys og et »Vi ses« gik Helmig og band af scenen for tredje gang den aften.

Og, ja, Thomas. Vi ses - hvem vil gå glip af det?

Hugo

Det skulle egentlig have været en anmeldelse uden at nævne navnet Hugo Helmig, der døde 23. november 2022 - blot 24 år gammel. 

Godt fire måneder senere stod Thomas Helmig på scenen på Ceres Arena - nærmest symbolsk på selvsamme stadion, hvor de to så mange gange har heppet på byens hold.

»For fire måneder siden blev jeg spurgt, om jeg ville gennemføre. Det kunne jeg mærke, jeg var nødt til,« lød det fra Thomas Helmig i koncertens begyndelse. 

Mon ikke også mange fans har overvejet, hvordan Thomas Helmig vil håndtere sønnens død, når han igen skulle på scenen?

For hvordan gør man det, når man er kendt og ens - måske lige så kendte - søn dør - nærmest ’på forsiden af en formiddagsavis’?

Det gjorde Thomas Helmig altså ved at tale om ham, vise ham på storskærmen og synge et af hans numre - og Hugo Helmig kom på den måde til at være en del af aftenen. 

Ikke som et gennemgående tema eller som en tung dyne over koncerten - måske nærmere som en indskudt sætning, der blev afleveret og modtaget, så ingen kunne være i tvivl om, at publikum led - og har lidt - sammen med den aarhusianske sanger.

Alligevel overskyggede det ikke, der var lagt op til fest - både på scenen og blandt publikum. 

Helmig og håb

Fredag blev der heppet på Helmig - både far og søn: Sønnen i tankerne hos både publikum og far-Thomas, der på scenen nærmest blot kunne stå der og tage mod de cirka 6.000 koncertgæsters - for manges vedkommende - tårevædede kærlighed og varme.

Og måske stod han der også for vores skyld: Som et projektørbadet håb og et lyslevende, 172 centimeter højt og hvidhåret symbol på, at selv når livet viser sig fra sin mest uretfærdige side - og man rammes af det allerværste - så er det muligt at komme videre. På den måde var det som om, at 58-årige Thomas Helmig var med til at indgyde en smule tro og håb i os alle.

Det skulle egentlig have været en anmeldelse uden navnet Hugo Helmig.

Aftenens hovedperson ville det dog anderledes. 

Det gjorde ikke noget.