Nu ender historisk guldalder-maleri på museum med Mona Lisa
»Det er derfor fuldt forståeligt, at Louvre har erhvervet værket,« lyder det fra kunstekspert.
Et guldaldermaleri med et skibsmotiv af Martinus Rørbye fik i marts et imponerende hammerslag på 1,2 millioner, da det kom under hammeren hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.
Nu står den glade køber så frem, og det er ingen ringere end det verdensberømte museum Louvre i Paris, som nok bedst er kendt for at lægge væg til Leonardo da Vincis portræt af Mona Lisa.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Bruun Rasmussen.
»Der er tale om et værk fra Rørbyes berømte Jyllandstur, da han som den første maler, besøgte og malede Skagen og Jyllands nordligste egne. Det er således et værk, der forbinder Danmarks måske mest berømte kunsthistoriske periode ’Guldalderen’ med de næsten lige så berømte ’Skagensmalere’ i slutningen af 1800-tallet. Det er derfor fuldt forståeligt, at Louvre har erhvervet værket,« siger Julie Arendse Voss, leder af afdelingen for ældre kunst hos Bruun Rasmussen.
Maleriet, der er fra 1847 og bærer titlen ”Et stort skib under kalfatring ved Frederikshavn”, blev sat under hammeren 6. marts hos Bruun Rasmussens lokaler i Bredgade i København.
Vurderingen lød på 600.000-800.000 kr., men buddene fortsatte, og det endelige hammerslag endte på 1,2 millioner. Og det viser sig altså nu, at køberen var ingen ringere end Louvre i Paris.
Dansk guldalder er populær
Ifølge Bruun Rasmussen er Louvre dog ikke det eneste internationale museum, der lige nu viser interesse for værker af de danske guldaldermalere.
For lige nu kan man bl.a. opleve udstillingen “Beyond the Light: Identity and Place in Nineteenth-Century Danish Art” på The Metropolitan Museum of Art i New York.
I udstillingskataloget er afbildet et tegnet forstudie, som Statens Museums for Kunst ejer, til det netop erhvervede maleri.
Udstillingen, der sætter fokus på dansk kunst i første halvdel af det 19. århundrede, vil senere på året fortsætte til Paul J. Getty Museum i Los Angeles.
am