Korruptionssag med afstikker til pygmæ-landsby
Jussi Adler-Olsen lægger i denne tid sidste hånd på femte værk i serien om Afdeling Q's udfordringer
Endnu er blækket ikke størknet på nogle af sider endnu, men Jussi Adler-Olsen er dog så småt klar til at lægge sidste hånd på femte bind i serien om Carl Mørck, Rose/Yrsa og Assad.
Svindel med fondsmidler
I nyeste bind, der forventeligt rammer boghylderne i starten af december måned, vil det hungrende danske publikum blive underholdt om en korruptionssag, som forgrener sig til en sag om nogle fondsmidler, der ikke når den rette modtager og endelig om en sigøjner-dreng, der prøver at bryde ud af det kriminelle miljø, han færdes i.
Researchede hos pygmæer
Som led i researchen fortæller Jussi Adler-Olsen, at hans knap 14 dages researchtur til Cameroun, bragte ham helt ind i junglen hos en pygmæ-landsby i en uges tid. Hvorfor turen gik til Afrika uddyber han således:
"Det er vigtigt, at skildre detaljer så nøjagtigt som muligt. Jeg tog ikke til Cameroun for at få flere detaljer med, men sikre mig, jeg ikke havde overset nogle væsentligheder i det materiale, jeg allerede havde klar," lyder det fra Jussi Adler-Olsen.
Om Cameroun-rejsen derudover bliver central for historien, afslører succes-forfatteren ikke, men historien vil forventeligt også dreje sig om seriens tre faste hovedpersoner, således at der bliver tale om en "seks-strenget" historie.
"Bogen skal være helt klar"
Inden Jussi Adler-Olsen om kort tid sætter sig til tastaturet for at renskrive sine notater, har han dog denne overvejelse inden næste udgivelsesdato:
"Bogen skal være helt klar inden i mit hoved. Er den ikke det, så må den vente. Jeg forcerer ikke noget," fortæller han og ventilerer dermed, at udgivelsesdatoen kan rykke sig.
Han skal nu til at læse seneste bog, Journal 64, inden færdiggørelsen af den kommende bog, for at have hele Afdeling Q-universet klar i erindringen. Det bliver i øvrigt første gang i et år, at han læser bogen til ende.