Versailles var forbillede for Frederiksborgmuseet

Brygger Jacobsen havde folkeopdragelse i tankerne, da han udtænkte ideen til et nationalhistorisk museum på Frederiksborg

Artiklens øverste billede
Otto Baches maleri “De sammensvorne rider fra Finderup Lade efter Erik Klippings mord 1286” er blandt de historiemalerier, brygger Jacobsen selv var med til at bestille. Foto: Frederiksborgmuseet.

I pragtrummet Rosen på Frederiksborgmuseet står en lille håndfuld rustninger.

De hørte til på en rigtig gammel borg, mente Carlsberg-bryggeren J.C. Jacobsen. Og således blev det. Bryggeren fik lavet kopier af en række rustninger i Østrig - blandt andet Frederik II's aflagte - og de står på Frederiksborg den dag i dag.

Således kan den gamle bryggers spor på slottet stadig ses - også foruden de pragtmalerier, han fik skabt til slottet.

Fredag er det 200 år siden J.C. Jacobsen blev født, og det markeres med en udstilling på Frederiksborg. Meget passende; for udover Christian IV har intet menneske vel haft så stor indflydelse på pragtbyggeriet i Hillerøds midte.

Brygger Jacobsen postede nemlig hvad der forsigtigt anslået svarer til mellem 300 og 500 millioner kroner i indretningen af det genopførte slot til Nationalhistorisk Museum.

Folkeopdragelse

Den gamle brygger var meget optaget af det nationalhistoriske - ikke mindst efter de tørre tæsk i 1864, der sendte nationen ud på udslettelsens rand - og ville medvirke til at genrejse danskernes stolthed over fædrelandet.

Sigtet var således pædagogisk og folkeopdragende - og bryggeren lagde ikke skjul på, at museet ikke var tænkt som det rene Legoland, da han i 1877 endeligt præsenterede ideen om museet.

“Et saadant Samliv med Fortidens Minder vækker og uddanner Folkets historiske Sans og styrker dets Bevidsthed om, at det har haft sin Andel i Menneskehedens almindelige Kulturudvikling, og dermed dets Erkjendelse af de Pligter, som denne Arv fra Forfædrene paalægger de nulevende og de kommende Slægter”, formulerede bryggeren sin version.

Da havde bryggeren allerede været involveret i genopførelsen af slottet i lange tider. Frederiksborg brændte 17. december 1859 - og endnu inden nytår udtænkte bryggeren en idekonkurrence om genindretning af kongens bedekammer.

“Det lå udbrændt i forlængelse af slotskirken, der var noget mindre beskadiget. Kirken havde en menighed, der havde behov for at kirken hurtigt kom i gang, så det var det rette sted at begynde”, siger inspektør på Frederiksborgmuseet Hanne Lopdrup, der er medarrangør af udstillingen Patriot og Verdensborger om bryggeren, der kan ses på museet i denne tid.

Idekonkurrencen blev vundet af arkitekturmaleren Heinrich Hansen, og maleren Carl Bloch blev valgt til at udføre 23 malerier med motiver fra det Ny Testamente. Bryggerens arbejde for genrejsningen af Frederiksborg blev således skudt i gang med maner.

Brygger J.C. Jacobsen er her malet af August Jerndorff i 1886. Foto fra Frederiksborgmuseet.

Versailles og Gripsholm

Ideen om et nationalhistorisk museum i Danmark havde dog spøgt meget længere.

“Allerede i 1850'erne besøgte bryggeren Versailles i Frankrig som kong Ludvig Philip havde indrettet som Nationalhistorisk museum. Jacobsen var meget begejstret”, fortæller museumsinspektør Thomas Lyngby, som er medarrangør af udstillingen på Frederiksborgmuseet.

Bryggeren skrev i et brev hjem at “Det er unægtelig en storartet Maade at skrive Historie paa, som ikke kan blive uden Indflydelse på Folket.”

Et lige så stort forbillede var Gripsholm i Sverige dog.

“Jeg tænker nærmeste paa Gripsholm som Forbillede,”, skrev bryggeren i et brev til arkitekten bag genopførelsen af Frederiksborg, Ferdinand Meldahl, hvor bryggeren gav udtryk for bekymring over, om man kunne skaffe museumsgenstande nok til at fylde museet. Det lykkedes - dels gennem bryggerens indsats med at få skabt malerier i læssevis af de største historiske begivenheder, ogdels via indkøb og foræringer af inventar, der skulle være tidstypisk i forhold til de perioder, der skildredes.

Gammel kærlighed

Man skal næppe heller undervurdere bryggerens personlige kærlighed til Frederiksborg. I starten af 1800-tallet sværmede borgere og kunstnere i den skønne egn omkring slottet, og den unge Jacobsen blev som barn trukket med til slottet.

Slottets brand i 1859 berørte ham dybt - men blev som antydet starten på et af hans største projekter. Frederik VII skulle dog lige ud af billedet først - det skete i 1863, hvor han henlagde sin bolig permanent til et kapel i Roskilde Domkirke og dermed ikke længere kunne lægge beslag på et eventuelt genopført Frederiksborg.

Bryggeren nåede da også at se sit værk færdigt, om end ikke færdigindrettet. 17. december 1884 - på 25-årsdagen for branden - blev det nationalhistoriske museum åbnet; blot syv år efter at ideen blev præsenteret og seks år efter, at museets skabelse officielt var besluttet., der

Og selv om bryggeren for længst er lagt i graven - i familiekirken Jesuskirken nær bryggeriet i Valby - er hans økonomiske indflydelse stadig mærkbar på Frederiksborg. Det er nemlig fortsat Carlsbergfondet, der står for driften af museet.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.