Kunst på Ulstrup Slot
Hvorslev Kunstforening afholder høstudstilling 3. og 4. september på Ulstrup Slot
Udstilleren til høst er tekstilkunstner Lene Bruun Kolff, der er uddannet folkeskolelærer med billedkunst som linjefag. Hun er autodidakt tekstilkunstner, som bruger nål i stedet for pensel, tråd, garn, stofstrimler, plastic, papir mm i stedet for maling.
Det at male med tråd er en langsom proces. Nåle - i passende størrelser alt efter trådens, garnets, stofstrimlens beskaffenhed - går op og ned og afsætter prikker, streger og andre spor på lærredet, som ofte er uldstof.
"Af og til har mine nålefingre været gennemhullede af utallige stik", siger Lene.
Gennem denne proces skaber Lene Bruun Kolff langsomme, tænksomme og humoristiske værker, som giver beskueren en ny og interessant oplevelse.
I motiverne forsøger hun at binde fortidens tegnsprog sammen med nutidens symboler. Inspirationen hentes fra flere verdensdele.
Lene Bruun Kolff er gift med en newzealænder og tilbringer hver vinter i New Zealand.
Somrene tilbringes i Grundfør, hvor hun blandt andet tilbage i 1993 fremstillede Grundfør Kirkes messehagel.
Lene har en lang række udstillinger bag sig, deriblandt flere censurerede, og Hvorslev Kunstforening ser frem til at vise hendes spændende værker.
Der er fernisering 3. september kl. 11, hvor kunstneren selv er til stede. Hvorslev Kunstforening byder på en lille forfriskning, og Torben Schacks Kammerorkester spiller. Udstillingen er åben lørdag og søndag fra 11 til 17.