Vi kan lære meget af inderne

En præst, hvis far er ateist, og hvis mor gik hjemme. En præst, der startede i gummistøvler og ikke i stiletter. Som også er til krimier og Medina. Og så har hun det som et must flere gange om ugen at spænde løbeskoene på og spæne Lading Sø rundt.

Hun hedder Joan Møller Molbo og bor i præstegården i Lading. Hun er også præst i Søften og Foldby.

Med gummistøvler i Højbjerg

Joan Molbo voksede op i Højbjerg. I den del, hvor man gik med gummistøvler. Men hun mødte i skolen også dem på stiletter. Efter en HF-eksamen viste hun ikke, hvad der skulle ske. Historie, litteratur eller psykologi?

Være på egne ben

Ole, hendes mand, havde hun mødt, da hun var 16 år, men hun havde to krav: "Jeg skal ud at rejse alene, og jeg skal prøve at bo alene." Begge dele skete fyldest.

Et kibbutzophold kom ind over: "Jeg ved ikke, om det var stedets historiske vinde, der ramte mig, men jeg blev klar over, at jeg skulle læse teologi," siger Joan Molbo, der dog ikke var sikker på, hun skulle være præst. "Jeg skyndte mig gennem studiet. Jeg ville ud og have med mennesker at gøre. Måske som præst ved en institution," siger Joan, der først var hjælpepræst i Elsted, Foldby og Søften i halvandet år, hvorefter hun flyttede ind i præstegården i Lading.

Glæde med substans

Hvilken præstetype er du?
"Nok mest til den grundtvigske side. Glæde med substans. Han kunne sætte ord på liv og død. Men det er vigtigt for mig at være præst for alle i sognet. Jeg står til rådighed for alle, uden at jeg missionerer. For mig kommer mennesket foran kristendommen," fortæller Joan, der sammen med familien har rejst i Indien i sammenlagt to måneder. Det har gjort indtryk.

Skal vi følges?

"I Indien oplever man hinduerne som meget favnende og rummelige. I Indien er man ikke imod andre fremmede. Man siger snarere: Skal vi prøve at følges ad, selv om vi er forskellige? I Danmark er der en tendens til at være ekskluderende. Vi har travlt med at værne om vores eget. Vi vil kun lukke de højt uddannede ind. Hvad er det for et menneskesyn? Vi kunne jo ellers risikere at få udvidet vores horisont," lyder det lidt skarpt.

Film på prædikestolen

For fire år siden startede Joan en læsekreds med ca. 15 deltagere. Her skiftes man til at vælge en bog. "Det har givet mig meget. Jeg føler næsten, at de andre kommer for min skyld. Vi kommer langt omkring. Også Elisabeth Egholms krimier.

Jeg har selv valgt f.eks. Ida Jessen, men der er nok at tage af inden for dansk litteratur. Men også film: Dogmefilmene og f.eks. "Kandidaten" med Nikolaj Lie Kaas," fortæller Joan, der kan konstatere, at når hun løber omkring Lading Sø og reflekterer alene og i stilheden, så dukker der ofte ting fra bøger og film op, som hun bruger i sine prædikener.

Spiser på gulvet

Og maden?
"Ole laver det meste af maden. Med glæde og stor entusiasme. Under vores to måneder i Indien kiggede han over skulderen, så vi får tit indisk mad. Min favorit er Chicken Marsala. Den spiser vi med fingrene, og ofte sætter vi os som inderne på gulvet, mens vi spiser," røber Joan Molbo.

Musik
Marie Frank, men mest det same som børnene.
Seebach og Medina.

Radio
Fordybelse i bilen med P1.
Men også The Voice
Indrømmer også nødtvungen: P4 (gammelmandsradioen). Danmarksmester.

Haven
Skal kunne passe sig selv.
En hængekøje til at tænke store tanker ønskes.

Sport
Ud over løb handler det om svømning i Voldby sammen med de lokale venner.

Børn
Joan og Ole har tre piger på 12, 9 og 6 år. Haven er stor nok til fodbold.