Frijsendal Friskole runder 100 elever
Forældre betaler gerne for en bedre skole
Frijsendal Friskole når over de magiske 100 elever når skoleåret starter torsdag 10. august. På blot to år er elevtallet steget fra 62 til 106 ? en stigning på 42 %. Den lukkede folkeskole havde i det sidste skoleår (2008/9) 71 elever. På 10 år var det faldet fra 110, bl.a. fordi man havde nedlagt 7. klasse. Frijsendal Friskole startede med 62 elever, sidste år var tallet 89, og nu hedder det 106 ved starten på tredje år.
Det skyldes bl.a. oprettelsen af 7. og 8. klasse. I 2012 oprettes 9. klasse og til den tid forventes skolen at have mindst 125 elever, men man vil dog højst have 18 elever i klassen.
skal Bygge udvidelse
"Da vi startede, havde vi over 30 kvadratmeter pr. elev. Både kommunen og friskoleforeningen var bekymrede, for de syntes, at huset var alt for stort til behovet. Efter sommerferien tager vi det sidste ledige klasseværelse i brug, og vi skal have lavet et byggeudvalg, så vi kan komme i gang med en udvidelse. I 2012 skal vi nemlig bruge et lokale mere og senest i 2014 yderligere to. Derudover er vores lærerværelse ved at være for småt," fortæller bestyrelsesformand Lars Jørgen Helbo.
Meget for pengene
"Når kommunen nedlægger 29 lærerstillinger, så medfører det, at de fleste folkeskoler kommer tæt på det minimale timetal. Vi ligger fortsat noget over det vejledende. Vi har bl.a. indført engelsk fra 1. klasse, tysk fra 6. klasse, musik på alle årgange. Nu indfører vi svømning i 4-5 klasse. Vi har lejrskole hvert år for alle klasser. På de omliggende folkeskoler skal man være glad, hvis børnene kommer af sted en gang i et skoleforløb," fortæller formanden.
I modsætning til folkeskolen betales skolepenge. 850 kr. pr. måned. Til gengæld koster SFO-en kun 550 kr., mens kommunen tager 1699 kr.