Henriette fra Hinnerup instruerer film i Seoul
Kun 15 år gammel er Henriette Toft, men hun er aldeles fokuseret: Hun vil være filminstruktør - gerne i London.
For halvandet år siden vandt hun sammen med to andre i 7. klasse en filmpris. Dengang sagde hun: "Jeg vil målrettet arbejde på at blive filminstruktør." Nu er hun 15 år gammel, og fokuseringen er stadig lige kraftig.
Hun hedder Henriette Toft og bor i Hinnerup. Efter ferien starter hun i 9. klasse på Præstemarkskolen i Søften.
Vi traf hende med jetlag dagen efter, at hun var landet fra en tur i Seoul, hvor hun i en uge var i filmens verden.
Zentropa sponsorerede
Henriette går i sin fritid på Station Next i Århus. "En filmskole, der er god for nørder," som Henriette formulerer det.
Til en filmcamp i Syd Korea måtte Danmark sende tre deltagere. Henriette blev ikke overraskende udtaget sammen med en fra Avedøre og en fra Fåborg.
I konceptet lå også, at man skulle kunne vise, at man er i stand til at skaffe en sponsor. Henriette søgte Zentropa om 500 kr. til lommepenge. Erik Aalbæk Jensen sendte 2.000 kr. Så var der lidt til hendes egen film, som hun arbejder med herhjemme.
Demokratisk valgt instruktør
Hjemmefra skulle man også lave et manuskript, der relaterede sig til Jump - hop!
Det gjorde Henriette naturligvis, og hun mødte op sammen med hundrede andre filmentusiaster fra USA, Sydafrika, Indien, Skandinavien, og naturligvis fra Korea.
"Ikke alle var nørder. Jeg lærte ikke så meget om teknik, men jeg fik snakket en masse film med mine forhåbentlig fremtidige kolleger," fortæller Henriette.
Hun kom i gruppe med to kinesere, en inder og resten koreanere. Det viste sig, at hun var den eneste, der havde lavet sit forarbejde færdigt, så hun fik de andre overbevist om, at hun skulle være instruktør, og det skete helt på demokratisk vis.
Dogme-rammer
Filmen Jump blev dog ikke helt, som Henriette havde håbet på: "Den handlede om det store spring: Hvis dine venner sprang ud fra en bro, ville du så også selv gøre det? Gruppen kunne godt li' mig som instruktør, men de tekniske rammer var imidlertid meget snævre. Vi måtte kun lave 10 klip, så det blev nærmest en dogmefilm, hvor 80 % blev kappet af," fortæller Henriette, der konstaterer, at den bedste film vandt, men at hendes gruppe nåede op i den bedste halvdel.
London og teater?
Du har tidligere sagt, at du vil være filminstruktør og helst i USA?
"Jeg sigter stadig efter det, men måske vil jeg hellere til London. Skulle filmen knække, så kunne jeg godt have lyst til at arbejde som teaterinstruktør," røber Henriette, der fortsætter på næste niveau på Station Next efter sommerferien parallelt med 9. klasse.
Egen film
Henriette arbejder også med sit eget filmprojekt. Det handler om ungdomsproblemer. "Jeg kan naturligvis ikke undgå at være refererende til min egen historie og mine egen oplevelser," fortæller Henriette, der forventer, at filmen bliver på omkring 15 minutter.
"Filmen skal ud på så mange filmfestivaler som muligt og på Youtube, og så håber jeg også, at lokale biografer giver mulighed for at vise den," slutter Henriette Toft.