Kunstværket LYS er i hus
Det store projekt med bl.a. Elle-Mie Ejdrup Hansen har fået mere end dobbelt så mange stemmer som forventet
Her i sommer var LYS-campingvognen rundt i det østjyske for at få mange stemmer til at læse op af Inger Christensens "Lys".
Lokalt blev Kulturhus InSide i Hammel, AU Maison i Hammel, Hadsten Højskole, Voldum Kunstforening ved Voldum Hallen og Favrskov Erhvervscenter i Hinnerup besøgt.
"I alt har vi fået optaget 758 stemmer og det er der kommet 758 unikke videoværker ud af, som man kan opleve på hjemmesiden. Vi havde et håb om, at omkring 300 ville deltage, så det har været overvældende at opleve den imødekommenhed og interesse, som projektet er blevet mødt med," lyder det fra Elle-Mie.
Elle-Mie Ejdrup Hansen vil beskrive sin rejse rundt ved alle stederne på kunstværkets blog www.lysogstemmer.dk. Senere vil komponist Marie Højlund beskrive sin oplevelse af at komponere et stemmeværk ud fra så mange østjyske stemmer.
Hvis man har medvirket og har lyst til at beskrive sin oplevelse af at læse digtet op i campingvognen, og hvordan det efterfølgende har været at se sammenhængen mellem oplæsningen, tegningen og programmeringen på nettet, vil det være helt i kunstværkets ånd. Man kan skrive et indlæg på værkets blog www.lysogstemmer.dk eller en kommentar på vores Facebookprofil LYS - landskab og stemmer i Østjylland.
Kunstværket med musik opføres på Dannebrogspladsen i Ulstrup 21. september.