Hinnerup lavede Art Journals
Torsdag og fredag forvandlede Hinnerup Billedskole Uhresalen i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus til et kreativt værksted.
Igen i år, var interessen for sommerbilledskolen i Hinnerup stor. Holdet var fyldt op med 24 maleglade elever.
Torsdag morgen mødte de op medbringende sære genbrugsskatte som gamle frimærker, landkort, alle mulige slags sjovt papir, udenlandske aviser, fotos og brugt gavepapir. De små kunstnerspirer skulle nemlig lave art journals - helt personlige bøger, hvor hver eneste side er et lille kunstværk.
"Vi arbejde med at tegne, male, trykke, klippe og klistre, og børnene fik masse nye idéer til, hvordan man kan lave billeder. Gode idéer til hvordan de kan indfange minder fra sommerferien og give dem et visuelt udtryk," fortæller Line Frøslev, leder af Hinnerup Billedskole. Hun afviklede sommerbilledskolen sammen med kollegaen Annitta Krogsgaard.
Fredag sluttede holdet af med en lille fernisering, hvor forældre og søskende kom i stort tal for at se, hvad børnene havde arbejdet med.
Gengangere
Omkring halvdelen af sommerbilledskoleeleverne går på de faste hold, og ca. halvdelen er nye - og blandt dem var der mange, som sidste år var med på sommerbilledskolen.
"Vi opfatter det som noget meget positivt, at børnene vender tilbage igen og igen. Det må være fordi, vi rammer rigtigt og giver dem oplevelser og redskaber, som de kan bruge til noget," mener Line Frøslev.
I slutningen af august starter billedskolen efterårsholdene op. Nærmere på hjemmesiden.