Hver dag sin fest
Arrangementerne står i kø i sommerferien
Også i denne uge bliver der masser af oplevelser for både fastboende og turister i Ry.
Rækken af havnekoncerter fortsætter onsdag med spillemandsorkestret "Snuptaw," der tidligere optrådte under navnet "De Silkeborg Spillemænd."
De spiller både andres og egne kompositioner og står for livsglad, svingende folkemusik fra de nordiske lande, med enkelte "strejftog" til andre lande og kontinenter.
Gågadefest
Lørdag er der blandt andet gågadefest med gratis morgenmad på Kyhnsvej fra klokken 9.
Byens forretninger holder åbent til klokken 14, og efter morgenbordet på Kyhnsvej afvikler Lions Club bankospil, og der er musik med hollandske Joekskapel Göt Net og frokostjazz, inden der er sommersjov på Siimtoften klokken 14.
Her er der blandt andet trylleshow med troldmanden Store Kassa. Showet er en del af Ry Håndværker- og Borgerforenings Sommersjov.
Søndag klokken 19.30 er det atter tid til havnekoncert.
Harmonikastafetten fra Galten kommer på besøg med underholdningsmusik og dansemusik, så der skulle være basis for at slutte ugen med en rask svingom.