Thomas Kluge hænger atter på Nivaagaards vægge
Den populære kunstner er tilbage på museet i Nivå
Maleren Thomas Kluge går i dialog med de gamle mestre, når Nivaagaards Malerisamling viser sommerudstillingen 'I tid og rum. THOMAS KLUGE'.
Puster nyt liv i gammel genre
Frem til 28. august 2011 kan man på museet se Thomas Kluges fascinerende mørke billeder i såkaldt clair-obscur teknik med referencer til barokkunstnere som Caravaggio og Rembrandt. Thomas Kluge har så at sige pustet nyt liv i en for længst næsten glemt genre.
Udstillingen rummer en række af Thomas Kluges private værker.
Fascineret af virkelighedens magi
Thomas Kluge er fascineret af virkelighedens magi, og det er den, der er drivkraften for ham som kunstner.
Det, som vi i første øjekast tror, er en minutiøs skildring med en fotografisk nøjagtighed, viser sig ved nærmere eftersyn at rumme en række gådefulde elementer, som det kan være svært at få hold på.
Hans billedverden kan ofte forekomme som mystiske fortællinger, det er op til den enkelte at fortolke - der er ikke noget entydigt svar.
Udstillingen kan ses tirsdag til fredag mellem kl. 12-16, lørdag og søndag mellem kl. 11-17.