Mette og præsten er den samme
I Røgen Præstegård kan man træffe en præst, der er dansk, men som for alt i verden ikke vil kaldes nationalist
Hun er 39 år gammel og har været præst i tre sogne i otte år. Ung præst, men lidt gammeldags! Navnet er Mette Mommsen.
"Jeg er en "gammeldags præst". Forstået på den måde, at jeg er det 24 timer i døgnet. Jeg går jo ikke hjem kl. 16. Og Mette og præsten Mette er helt den samme person," forklarer hun, der også betragter sit job som et kald. Desuden kan vi røbe, at hun elsker døde sprog som hebræisk og græsk, er vild med arkitektur og kirkehistorie.
"Hold da op, jeg lyder frelst," lyder det flere gange under samtalen.
Ingen krimier
Vi prøver at kredse Mette ind. Hvordan har hun det med litteratur?
"Gerne noget med teologi, men også noget så "gammeldags" som dansk lyrik. Ida Jessen, Tove Ditlevsen og Søren Ulrik Thomsen. Der skal være et menneske at nå til. Jeg læser aldrig kriminalromaner. De keder mig," siger Mette,som ser sig selv som eksistens-teolog
Så ringer telefonen. En skal have hjælp. Hun giver gode råd. Er du en slags socialrådgiver? "Nej, jeg har ingen midler eller redskaber til at være det, men sjælesørger - ja," lyder det.
Canada og Israel
Mette Mommsen kommer fra Låsby, og efter studentereksamen ville hun læse statskundskab eller journalistik. Ikke noget med religion. Et møde med en norsk præst i Canada ændrede totalt disse fremtidsbilleder: "Jeg fik øjnene op for mulighederne i præstegerningen og selve studiet."
At rejse rundt har hele tiden ligget til Mette. På det seneste med børn på to, syv og ni år er det ikke blevet til så meget. I år en uge til Gardasøen. Men før i tiden både alene og med venner er turen bl.a. gået til Canada, Frankrig, USA.
Italien og Israel.
De sidste to af specielle grunde: "I Italien kigger jeg på arkitektur og kirkehistorie, men katolik bliver jeg altså ikke. Det er for meget gøgl og tingel-tangel. I Danmark har vi ordet i centrum. Så kommer vi meget tættere på," lyder det fra præsten, som også elsker italiensk mad. Minestrone, Osso Buco og Tiramisu kunne godt komme på bordet en vinterdag.
Kalashnikov AK47 på Diskotek
Israel har Mette brugt lang tid på. Rundt til de steder, man har læst om. Både det gamle Jerusalem, Gaza og Vestbredden. Men ikke kun det: I Israel var der tid til at feste, og det gjorde hun. Men: "Det var noget af et kulturchok, når man mødte op i top og shorts. De israelske piger har samme drømme som vi andre, men de skal jo også på militærakademiet. Det gør dem lidt anderledes. Man kan også på diskotekerne møde folk med en Kalashnikov på skulderen under dansen," siger Mette, som bestemt ikke har et klart svar, når man spørger til Palæstina og Israel: "Det hele i den sag er jo dobbelt."
Forargelse er godt
Politisk står præsten i Røgen omkring socialdemokraterne, selv om hun ikke er vild med troværdigheden i toppen: "Det er godt at kunne blive forarget. Socialt, moralsk og etisk. Det bliver jeg, når vi snakker om værdidebatten," lyder det, og nu har Mette talt sig varm: "Dansk Folkeparti har sat sig på værdidebatten, og det har de (et "edermame" røg lige ind her, men det springer vi over) gjort godt. De andre partier har pippet. De har glemt at brøle."
"Dansk Folkeparti har sat sig på danskheden, og det er ærgerligt. Men jeg er også dansker og stolt af det. Folketing, Grundloven, Folkekirken og velfærd står højt hos mig, men jeg vil ikke kaldes nationalist af den grund. Man behøver ikke være født i Danmark for at være eller blive dansk," lyder det med saft og kraft fra præsten.
Stafetten går videre
Mette Mommsen lader præstestafetten gå videre til Ole Hyldgaard i Hammel
Kort om Mette
MUSIK:
*Mette mest til klassisk eller funk
*Ulrik, manden, tvangsindlægger til blues og jazz
MAD:
*Laver gerne italiensk mad og er god til det.
*Hun laver hverdagsmad, mens Ulrik klarer weekenden
HAVEN
*Mette blander sig ikke i grønsagerne
*Blomsterbedene giver tankefrihed og glæde
RADIO
*Hører debatter på P1, mens hun skriver taler
*Hører P2, når hun gør rent og lægger tøj sammen