13-årige Phillip W. dalhoff
Philip W. Dalhoff, 13 år, elev i 7. klasse på Maglegårdsskolen
Hvilken roman har du sidst læst?
Jeg er lige blevet færdig med en fantasybog, som hedder Skammertegnet. Det er 2. bind i en serie på fire, som hedder Skammerkrigen. Forfatteren er Lene Kaaberbøl, som har en helt fantastisk fantasi. Man bliver revet med lige fra begyndelsen. Det er en rigtig god bog.
Hvem er din favoritforfatter?
Jeg har to favoritforfattere. Min danske favoritforfatter er Kenneth Bøgh Andersen, som har skrevet nogle rigtig gode fantasybøger, f.eks. Djævelens Lærling, Dødens Terning, Den Forkerte Død og Ondskabens Engel. Alle bøgerne er med i serien: Den Store Djævlekrig.
Min udenlandske favoritforfatter er helt klart Robert Muchamore. Han er en engelsk forfatter, som har skrevet en lang actionserie, som hedder Cherub.
Hvad er din favoritgenre?
Det er fantasy. Jeg kan rigtig godt lide at leve mig ind i eventyruniverset, og jeg synes, det er hyggeligt at læse det en dag, hvor der er dårligt vejr.
Har du nogensinde opgivet en bog?
Jeg har opgivet en del bøger. Hvis bøgerne ikke har en god start eller fanger mig godt, så dropper jeg dem.
Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?
Til alle drenge i alderen 11-18 vil jeg klart anbefale serien Cherub. Forfatterens mening med bøgerne var at få drenge, som ikke rigtig gider at læse, til at læse, og det har 100 procent hjulpet på mig.
Jeg har også fået en masse drenge i min klasse til at læse dem, og de er alle sammen vilde med dem. Hvis du nu er en pige eller en dreng til mere fantasy, vil jeg anbefale serien Den Store Djævlekrig eller Skammerkrigen.