DEBAT: Vi trækker os fra arbejdet om Torvet
Vi ønsker i Foreningen til bevarelse af Gammel Hørning at trække vores deltagelse i Torvegruppen. Vi har som forening deltaget positivt, aktivt og engageret i dialogen og arbejdet med udviklingen af Hørning bymidte/vores lokalområde i snart 10 år.
Vi er gået foran og har anvendt mange timer i frivillighedens ånd. Vi har indgået i arbejdet med fokus på almenvellet og ikke kun på foreningens egne interesser. Vi har haft fokus på blandt andet en sammenhæng mellem eksisterende kulturmiljø og den nye udvikling af bymidten. Grønne opholdsområder og adgang for alle borgere til bymidten. I forbindelse med høringsfasen og den politiske beslutningsproces omkring lokalplan 1130 - Rådhuspladsen - er vi dog blevet utrolig skuffede. Det er som at få en ordentlig mavepuster, når vi som forening har deltaget engageret og aktivt i udviklingsprocessen gennem så mange år og så ser Skanderborg Kommune se stort på det eksisterende og omgivende kulturmiljø i denne lokalplan.
“Man” - som vi ikke helt ved hvem er - går ud i pressen (UgeBladet) og siger, at vi, som forening/naboer er i dialog og enige med investor.
Ja, det er vi omkring bygning 3 og 4 - dér har vi haft en konstruktiv dialog og proces. Men vi har aldrig kunnet diskutere specielt bygning 1 (den med dagligvarebutikken og de små lejelejligheder ovenpå). Det bliver meget tydeligt for os i høringsfasen, at dette er udiskuterbart! Og noget man lige skal have lusket igennem.
Lokale politikere udtrykker, at det er det, kommunen har lovet investor! Det vil sige, at man ser stort på de tidligere mange dialoger med os som borgere. Foreningen får endda at vide, at vi selv har sagt god for dette i den tidligere dialoggruppe, hvor der kom tre forslag ud efter gruppens arbejde.
Ja, og for de af jer der deltog i dette arbejde, så kan I finde i referatet fra det sidste af dialogmøderne, at foreningen ikke kunne gå ind for netop dette oplæg med en dagligvarebutik.
Desuden er omfanget af denne bygning 1 i materialet fra dialoggruppen heller ikke det, den er i den nu vedtagne lokalplan, hvor bygning 1 giver væsentlige negative gener for de nærmeste naboer med hensyn til indbliks- og skyggegener, uden at der overhovedet bliver taget hensyn til det i lokalplanen. Denne type gener har vi kunnet diskutere med investor for bygning 3 og 4, men det har været udiskuterbart for bygning 1 og 2!
Her føler vi os virkelig fanget i det politiske spil, og at vores engagement og aktive deltagelse i arbejdet nu bliver brugt imod os. Det føles som en dolk i ryggen!
I relation til vores arbejde i Torvegruppen, så handler det for foreningen især om de rigtig mange timer, vi har spildt på visioner om fællesarealer for alle borgere, opholdspladser, mange formål, sammenhæng med resten af området, æstetik etc. Uendelige møder med brainstorming, post-its, gruppedialog, rundbordssamtaler etc - der ikke har ført til andet end groft sagt: en firkant med fliser og en indhegnet blodbøg inden for lokalplanens område.
Der er ved gud lagt mange timer og meget energi i noget, som ikke er blevet brugt til en skid - for nu at sige det lige ud.
Skanderborg Kommune er optaget af borgerinddragelse og gennemsigtighed. Her er, set fra vores perspektiv, et godt eksempel på, hvor hult og forlorent disse gode intentioner så kan tage sig ud i virkeligheden.
Foreningen til bevarelse af Gammel Hørning trækker sig derfor fra det fremtidige arbejde omkring Torvet.
Vi er ikke i stand til at mobilisere mere positiv energi og flere (spildte) fritimer til arbejdet omkring midtbyen til fordel for almenvellet.