Anlægsgartner udstiller tegninger
Med en mangeårig baggrund i reklamebranchen, Danmarks Designskole og reklameskolen i København har 38-årige Tommy Linnebjerg Bærentzen stor erfaring med at tegne og lave grafik
Fra midten af februar udstiller Tommy Linnebjerg på Skanderborg Bibliotek. Han erhverver sig til daglig som anlægsgartner, men han har et medfødt talent for at tegne.
"Jeg kigger på de ting jeg skal tegne igen og igen, og så gælder det om at stole på det, dine øjne fortæller dig. Jeg har været heldig at blive ved med at tegne på det tidspunkt, hvor mange holder op. Nemlig når de er mellem 10 og 14 år. Det er også lige omkring dette tidspunkt i ens liv, hvor skyerne holder op med at forestille noget, når man ligger på ryggen i græsset, og kigger op i himlen. Lige før dette tidspunkt kørte min fantasi med 140 km i timen," fortæller Tommy.
Efter at have været i den kreative verden siden han var 16 år, fik han lyst til at prøve noget helt andet, og startede derfor i voksenlære som anlægsgartner i 2006.
"Jeg er så småt ved at få glæden tilbage ved at tegne, og få fantasien op i gear igen, selv om skyerne ikke ligner de trolde og mærkelige dyr, som jeg husker dem som barn. Når jeg nu ligger mig i græsset, og kigger op i himlen begynder skyerne mere at forestille logoer fra forskellige pensionsfirmaer og tomme pengesække med forsvundet friværdi. Men det er da bedre end, at de ingenting forestiller," siger Tommy.
Tommy Linnebjerg Bærentzen's tegninger og grafikarbejder kan ses på Skanderborg Bibliotek fra den 15/2 - 13/3 2010.