Hårdt ramt af sygdom: Michael Olesen indlagt på hospitalet
Michael Olesen, som nok bedst er kendt fra ’Vild med dans’, har været hårdt ramt sygdom af de seneste uger. Og det hele kulminerede i weekenden, hvor han måtte lade sig indlægge på Hillerød Sygehus.
Det fortæller danseren på sin Instagram-profil.
»De sidste tre uger har ikke været så sjove. Først stod den på en voldsom omgang influenza, som også satte sig på lungerne, og i lørdags måtte jeg så indlægges på Hillerød sygehus, da mine tarme igen besluttede sig for at lave et knæk,« skriver Michael Olesen.
Det er ikke første gang, han har problemer med sine tarme - ifølge Ekstra Bladet blev han tilbage i 2015 akut indlagt med tarmslyng. Michael Olesen har også som barn haft flere problemer med maven, som har krævet operationer.
Danseren oplyser dog, at han nu er ved at være på benene igen.
»Men jeg er nu endelig kommet hjem igen, og har det godt. Nu skal jeg bare have fyldt batterierne godt op, og hvilken bedre måde end at bruge weekenden med familien! « skriver danseren afslutningsvist i opslaget.
am