Se 'Jeppe på Bjerget' til høstmarked i Herskind
herskind Lørdag 1. september afholder Hertha Levefællesskab i Herskind det traditionsrige høstmarked.
Det er en dag, hvor familier og børn fra nær og fjern strømmer til biodynamiske og økologisk jordbrug, som denne dag slår deres døre op for besøg. I år spiller Hertha Bofællesskabers teatergruppe 'Jeppe på Bjerget'. Hertha er blevet kendt for de mange skuespil, de har optrådt med gennem de sidste 20 år.
Også i år har Ole Kallehauge sørget for, at klubben af Danske Schleswigerheste kommer med 6-7 spand, der med vogne kører små og store ture i området, og der bliver pløjet og høstet med selvbinder, som i gamle dage, hvor negene vil stå flotte tilbage på marken.
I Hertha har omkring 100 mennesker forberedt den store dag, så de omkring 1000 gæster, der forventes at besøge stedet, kan blive beværtet på bedste vis, samtidig med, at de får en rigtig heldagsoplevelse i en anderledes lille landsby lige op til Herskind og kun 20 km. fra Århus.
-vik