Klumme: Tekstiler, globalisering, folkelighed og Kim Larsen

I den forgange uge var jeg så heldig på tæt hold at opleve et fint kunstværk eller kulturprojekt, der på en forunderlig og meget smuk og i virkeligheden dejlig upolitisk måde skaber debat og opmærksomhed omkring globalisering, multikultur og integration.

Kulturprojektet stiller for mig at se blandt andet det spørgsmål, som alle moderne mennesker måske ikke rigtig kan undgå at stille sig selv engang imellem: Hvad er hjem, og hvad er det fremmede? Hvad gør mig og os til den og dem, vi er?

Maria Kirk Mikkelsen, der er designer og arbejder med tekstiler, har med støtte fra Statens Kunstfond skabt projektet, hvor hun tager afsæt i og er inspireret af folkelige mønstre på tekstiler fra hele verden.

Hun opdagede, at mønstrene på de her tekstiler, vægtæpper og lignende trods deres lokale særpræg og genkendelighed for de flestes vedkommende har rejst verden rundt og sat sig spor og indflydelse og aftryk overalt. Og ikke mindst skabt glæde og skønhed langt videre omkring, end man skulle tro. Sådan er det måske ikke kun med tekstilmønstre, men også med os andre?

Selve kunstværket består af en række mønstre på ruderne i Ry Bibliotek med tilhørende tekst og uddrag af nogle samtaler med fem kvinder, der har hjemme og bor i Ry, men som af forskellige grunde er kommet hertil fra andre lande.

De mange farverige tekstiler, som Maria Kirk Mikkelsen har fundet frem og sat sammen, vidner om, at globalisering ikke kun er af helt nyere dato, om end hastigheden og intensiteten i processen er øget voldsomt i de seneste 50 år. Det er her, og vi kan ikke lave det om, men vi kan måske finde vores egen egenart midt i det?

Ja, jeg stod i al fald tilbage efter åbningen af udstillingen med, hvad jeg vil kalde en æstetisk, poetisk fornemmelse for og oplevelse af, at der håb for vores lille klode og for vores store verden, og at vi i høj grad kan berige hinanden med vores interaktion mennesker imellem. Og at det heller ikke behøver at ødelægge vores lokale særpræg og egenart, som jo netop er noget, der bliver til hele tiden og konstant er under forandring og i samspil med verden omkring os.

Og hvis jeg var i tvivl om, at det forholder sig sådan, så blev det da helt tydeligt, da en af de mest danske og elskede musikere, Kim Larsen, døde i sidste uge.

Vi har nu siden genhørt og læst og sunget alle eller mange af de sange, som ligger i vores erindring fra hans hånd – lige fra 'Rabalderstræde' til 'Joanna' og 'Køb bananer', 'This Is my life', og 'Om lidt bliver her stille' osv., som vi vist nok forbinder med noget ærkedansk - og som på en fantastisk måde er med til at fortælle os, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen. Og jo samtidig er hentet fra den globale smeltedigel af ånd, toner og tekst, drømme og længsler om kærlighed og samhørighed, som vi vel alle har til fælles, når det kommer til stykket - også selvom det ikke altid helt ser sådan ud.