Der skal to til tango

Klumme Det er så yndigt at følges ad, synger vi til brylluppet. Men de fleste kan nok skrive under på, det ikke er lutter lagkage at leve sammen med et andet menneske. Vi har hver vores særheder og sårbarheder - og der opstår så let misstemninger. Og direkte uoverensstemmelser. Ikke mindst når vi får børn og skal koordinere familieliv og arbejdsliv. Interesser og holdninger. Eller når børnene er ”afviklet”, og vi sidder tilbage i hver sin ende af sofaen og tænker med Kim Larsen og Gasolin: Hvad f… sku´ vi egentlig med hinanden?

Da jeg var barn i 70érne, var der et tidspunkt i de fleste kvinders liv, hvor de skulle realisere sig selv; mange mænd fandt sig i forbløffende meget dengang, men det var også en tid, hvor hele avantgarden var optaget af, at vi ikke kunne eje hinanden. At kærligheden var og skulle være fri.

Det kom der en del omsorgssvigtede og psykisk forslåede børn ud af. Og den generation, der var børn dengang, genfandt monogamiet, og blev det, der senere blev kaldt: serie-monogame. Vi havde ordnede forhold – og blev skilt cirka hvert tiende år. Når vi fandt den næste eneste ene. Eller: den eneste anden.

Nu er der måske en ny bølge på vej; det siges, at det åbne parforhold er ved at komme på mode igen. Ud fra den gamle sang om, at vi ikke kan eje hinanden.

Det kan vi selvfølgelig heller ikke. Jeg tror enhver kan høre, hvor frygteligt det lyder, når filosoffen Immanuel Kant i midten af 1700tallet konstaterer, at ”formålet med ægteskabet er at fastholde livslangt ejerskab til hinandens kønsdele”. I ægteskabet ejer vi ikke hinanden – hverken fysisk eller åndeligt. Men vi kan give os selv til hinanden. Dedikere os til den andens liv og lykke. Ægteskabet er ikke et snærende bånd, der binder os til noget, vi ikke vil. I ægteskabet knytter vi os til hinanden – for at blive hinandens medhjælpere til livet. Og få det til at gro og blomstre sammen.

Det kræver indimellem, at vi er mere optaget af at glæde den anden end i selv at få mest muligt ud af fællesskabet. Og vise versa: Der skal nu engang to til tango.

Jeg tror også, der skal humor og selvironi til. Forleden sagde jeg til min mand, at jeg inderligt håbede, vi fik lov at blive gamle sammen. Hvortil han svarede: Det er vi da allerede.

Det er meget svært ikke at elske sådan en mand.