Krullisme på Galleri Grisk
Gadekunstneren Hans Krull udstiller på Grisks streetartgalleri og glæder sig over, at flere og flere af byens mure bliver udsmykket med kunst. Hans eget "Mågekysset" i Fiskergade er det ældste og mest kendte værk
Den aarhusianske enfant terrible-kunstner, Hans Krull, har lige som alle andre mænd i sin familie malet, før han kunne gå. Tit på vægge og mure. Som ung praktikant på Fritidshjemmet Frijsenborgvej gik hans kreative evner ud over væggene i kælderen. Siden har hans kunst optrådt på alt fra domkirken til retsbygningen og Aros.
Nu rykker han ind på det undseelige Galleri Grisk, der i disse år får Aarhus til at eksplodere i streetart. Det ses på hegn omkring byens byggepladser, i Byparken, når der er festuge, og på murene rundt omkring.
Avisen møder kunstneren i hans hjem og værksted i industrikvarteret i Lystrup. Der har han en hal fuld af kunst, malegrej, sjove indfald, skøre indslag, loppefund, tomme flasker og højt humør. Og et herligt hus med et væld af kunst.
Det er heldigvis over middag for kunstneren er ifølge ham selv et nattedyr, der ikke har fået landingshjulene ud om morgenen, men rager rundt og leder efter landingsbanen, som han siger.
"Jeg er en lang overspringshandling med masser af sidebemærkninger," ler han stort og byder indenfor i køkkenet, fordi han er sulten.
Pak Aros ind i streetart
Efter et par madder, en kop kaffe og en smøg ledsaget af lange ordstrømme er vi nået til at tale om den kommende udstilling:
"Jeg er den gamle ged, der var med i starten. Måske derfor er jeg inviteret med sammen med de skønne, unge fyre fra Grisk. Det er så fedt, at de sparker streetart i gang igen," siger Hans Krull, der har malet sammen med 25 andre streetartkunstnere i Byparken i festugen i år og sidste år. Et arrangement Galleri Grisk står for.
"Kunstnerne og billederne er så forskellige. Det er herligt. Streetartkunstnernes tekniske niveau er lige så højt som de kunstuddannedes," mener Hans Krull og fortsætter:
"I Byparken malede jeg en væg sammen med en dygtig fyr, der hedder Kevin Johnson. Det var en spontan ide, og det blev godt. Vi har i det hele taget lavet en lang række fede billeder de to sidste år, hvorfor ikke pakke Aros ind i dem?" spørger han.
Den 66-årige Hans Krull oplever gutterne fra Galleri Grisk som dejligt usnobbede og med drøn på. Det passer perfekt til den ældre gadekunstner og gøgler, der er bedste ven, kollega og legekammerat med folk som komikeren Jacob Haugaard og den nu afdøde kunstner Per Kramer. Det bærer både han selv, hans hjem og værksted præg af.
Der står blandt andet en bronzeskulptur af Jacob Haugaard og ved siden af den en høj sort hat, der straks ryger op på hovedet af Hans Krull. På Hatten er monteret en guldmaske, så med den på er han manden under masken. Det er ikke tilfældigt, for Hans Krull ejer caféen "Under Masken" i Rosensgade. Han har naturligvis udsmykket dens facade, ligesom han har malet indgangspartiet på Hotel Royal, der ligger lige om hjørnet i forhold til caféen.
Mågekysset
Krulls værker har præget bybilledet i årtier og hans mest kendte streeart er "Mågekysset", som han malede på en mur i Fiskergade i 1985. Da kommunen for nogle år siden ville rydde op i byens mange gadeudsmykninger overlevede "Mågekysset" som et af de ganske få. Det blev ikke fjernet men restaureret.
"Arkitekterne Regnbuen bad mig lave en gavludsmykning, fordi de byggede nogle lejligheder om, så de blev handicapvenlige. Jeg havde malet "Mågekysset" i 1979 og forstørrede det så op på muren," husker kunstneren jobbet for 33 år siden.
Han har været flittig i årene derefter og har sat et uudsletteligt fingeraftryk mange steder på en række af byens mure. Nogle af værkerne er permanente andre har været store lærreder, der blandt andet har hængt på Musikhuset, Domkirken og Banegården i Aarhus. Hans Krulls udsmykning af retsbygningen har været med til at give den tilnavnet 'Danmarks smukkeste'.
Kunstneren har altid tegnet og malet. For han kan ikke lade være. Han er tilsyneladende født til det, for hans oldefar, bedstefar og far malede. Det samme gør sønnen, Carl Krull, der for tiden udstiller i Paris. Også Hans Krull er nået langt omkring. Et af hans værker hænger i Madonnas entré i London, et andet har været med Leonard Cohen på turné.
Madonna og Cohen
Madonna stødte på hans kunst, da hun boede på Hotel Royal i forbindelse med en koncert i Horsens. Hotellet ville gerne give hende en gave, og hun slæbte af med et af de store billeder, som hang i hendes suite, da hun boede på Hotel Royal. Det er siden set hænge i hendes entreé.
Og Leonard Cohen har haft en mindre version af "Mågekysset" med på turné. Han spillede koncert i Holstebro, hvor Hans Krull udsmykkede, og de byttede naturalier. Leonard Cohen fik maleriet. Hans Krull fik sin helt egen koncert, fordi han som den eneste overværede en prøve og blev spurgt, hvad han syntes.
"Leonard Cohen tog mig dybt alvorligt, selv om jeg ikke har en skid forstand på det. Jeg er en fagidiot, der aldrig har lavet andet end at tegne og male," storgriner Hans Krull.
Han har samlet omkring 20 billeder og måske en enkelt skulptur til udstillingen på Galleri Grisk. Alle bevæger sig i den drømmeverden, der karakteriserer Krulls værker. Og på spørgsmålet om, hvilken stilart han arbejder i, svarer han - igen storgrinende: Du kan jo kalde det neosymbolistisk Krullisme.
Udstillingen har fernisering lørdag 22. september klokken 13 og kan ses indtil 14. november på Galleri Grisk, Klosterport 4 i Aarhus.