Alexandra trækker Martin i retten: Skylder 5,5 millioner
Grevinde Alexandra vil have, at eksmanden begynder at afdrage på sin store milliongæld til hende.
Grevinde Alexandras eksmand Martin Jørgensen skylder hende 5,5 millioner kroner. Det skriver ugebladet Her & Nu, der har søgt aktindsigt i retsbogen for fogedretten.
Her skulle den tidligere prinsesse siden efteråret have forsøgt at få Martin Jørgensen til at møde i fogedretten i en sag om et gældsbrev på 5.448.750 kroner. Han er dog ikke dukket op i oktober, november eller december - og nu er gælden vokset med cirka 5.000 kroner.
Gældsbrevet underskrev Martin Jørgensen, da parret blev skilt tilbage i 2015 - og her var det aftalen, at han med tiden skulle afdrage på gælden. Syv år senere har han dog - ifølge Her & Nu’s oplysninger - ikke gjort det, og det er derfor, grevinde Alexandra nu stævner ham.
Tidligere har Se & Hør afdækket, at gælden skulle være opstået i det, at Martin Jørgensen overførte penge til sig selv fra Alexandras konto under det påskud, at pengene skulle bruges til ”investeringer, der var yderst fornuftige”. Men ifølge ugebladet så forsvandt pengene ud i det blå - mens regningerne endte hos grevinde Alexandra.
I næste uge er der et nyt retsmøde i sagen om gældsbrevet og de mange millioner.
am