Dronningen fik coronabog – Amalienborg sagde tak
Bente Siig Hansen fra Glesborg har udgivet coronaoplevelser i bogform.
80-årige Bente Siig Hansen er ikke lige sådan en type, der bare giver op, når hun møder et bump på vejen. Som når hun arbejdede som anæstesisygeplejerske på Grenaa Sygehus, dengang den funktion var i brug. Eller som vikar i sundhedsvæsenet i Grønland. Eller i de 50 år, hun har taget en frivillig tørn for Røde Kors – ikke mindst det store slid med at få etableret en genbrugsbutik, som stadig er i fin drift og sidste år gav et overskud på 700.000 kroner.
Jeg ville bestræbe mig på at være i nuet - ved at føle, tænke og mærke. Altså reflektere over oplevelser i coronatiden - og give det udtryk i ord og billeder
Senest har hun dokumenteret sin vilje til at få ting gennemført ved at få udgivet sin fortælling om oplevelser i coronatiden. Med titlen ”En lille ”bid” corona tid i et lukket land”. Med fotos, som hun primært selv har taget i den tid, hvor danskerne skulle holde afstand - og andre billeder, som hendes familie har bidraget med. Og så har hun sat ord på - små tekststykker, som fortæller om stort og småt under corona.
Da bogen var trykt, fik Bente Siig Hansen ideen til, at dronning Margrethe da skulle have et eksemplar. Hun tog en bog under armen, da dronningen var til Verdensballet på Sostrup Slot, men det var kun en blomsterpige, som fik muligheden for at komme tæt på majestæten.
Gav ikke op
»Men jeg gav ikke op. Jeg ringede til Kongehuset og blev bedt om at sende et eksemplar af bogen. Og jeg ved nu, at dronningen har modtaget bogen, for der er kommet et takkebrev fra Amalienborg,« siger Bente.
Helt præcist fra Christian IX’s Palæ, hvorfra Marianne G. Dupont, der er privatsekretær for dronning Margrethe.
»Kære Bente Siig Hansen. Hendes Majestæt Dronningen har bedt mig takke Dem for Deres venlige og interessante brev samt for den fine bog, som det glædede Dronningen at modtage,« hedder det i takkebrevet.
I det ”interessante” brev fortæller Bente Siig Hansen om sit arbejdsliv - og om, at hun var på vikarjob i Narsarsuaq i år 2000, da dronningen var på besøg i anledning af 1000 året for Leif Den Lykkeliges opdagelse af Amerika. Og om sit 50-årige frivillige arbejde for Røde Kors, hvorfor der fra Kongehusets side blev kvitteret, da hun 19. juni 2012 blev inviteret til havefest på Fredensborg sammen med andre mangeårigt frivillige i Røde Kors.
»Jeg havde set frem til at møde Deres Majestæt og måske veksle et par ord med Dem. Desværre mistede jeg stemmen - der var iskoldt på Molslinjen - så jeg gik bare forsigtigt rundt,» skriver Bente Siig Hansen i brevet.
Projekt om corona
Bogen er blevet til i forbindelse med projektet ”Lukket Land”, der efter omtale og opfordring her i avisen til at dele coronahistorier, blev til 10 meget forskellige beretninger fra Norddjurs - hvor vinderne blev takket med en middag på Meilgaard Slotskro.
»Jeg ville bestræbe mig på at være i nuet - ved at føle, tænke og mærke. Altså reflektere over oplevelser i coronatiden - og give det udtryk i ord og billeder,« skriver Bente Siig Hansen i bogens forord.
Hun begrunder valget af billedbog med, at ”det kan være svært at give udtryk for et indtryk og at billeder siger mere end ord”.
»Da jeg først gik i gang, kom det hele nærmest af sig selv, men siden fik jeg hjælp af professionelle med det grafiske arbejde, så det blev til en bog. For mig var det vigtigt, at det ikke skulle være en sørgelig historie, men også et billede på mit liv. Mange af billederne er blevet til på mine gåture, hvor jeg især har to favoritter, som begge indledes med, at jeg bliver kørt til Bønnerup Strand - og herfra går turen så enten til Fjellerup eller til Gjerrild.,« siger Bente Siig Hansen.
Hendes bog kan lånes på bibliotekerne i Grenaa og Ørum - og på Grenaa Turistkontor er der et eksemplar til gennemsyn.