Forsyningen hjælper naturen med blomsterfrø
Areal forvandles til vildeng til gavn for dyrelivet - og miljøet
natur Skanderborg Forsyning og AquaGlobe har sået blomsterfrø til vildeng på arealerne omkring forsyningen og ned til skoven omkring Døjsø og Svanesø for at bakke op om artsrigdom og bestøvere i området.
Arealerne ligger naturskønt mellem forsyningen, hundeskoven og skoven omkring Svanesø og Døjsø.
Det er i forvejen en skov med plads til mange dyr og gennem tiden har mange af dem også vist sig ved forsyningen, for eksempel sorte snoge, frøer og mange slags sommerfugle.
Der er tale om en blomsterfrø-blanding med vilde danske arter fra mark og eng, som trives bedst på tør og næringsfattig jord, blandt andet Klinte, Kornblomst, Esparsette, Hvid Okseøje, Kornvalmue, Cikorie, Slangehoved, Dagpragtstjerne, Hundetunge, Blæresmelde, Alm. Kællingetand, Alm. Røllike, Gul Snerre, Rødkløver, Aftenstjerne, Gul Okseøje.
Økonomisk gevinst
Det er arter, der trives i det danske klima og bidrager med mad til de danske insekter og dyr. Og så er det oven i købet en økonomisk gevinst for forsyningen, der skal bruge mindre arbejdstid på at holde de grønne arealer, end hvis der var græs
"Blomstereng kræver mindre vedligehold end græs - det skal slås 1-2 gange om året, hvor græs gerne skal slås en gang om ugen i sommerhalvåret. Jo mindre tid vi bruger på de grønne arealer, jo mere tid kan vi bruge på vores anlæg og drift," siger driftschef Michael Pilc i en pressemeddelelse fra Skanderborg Forsyning.
I Forsyningen glæder de sig til at kigge på de smukke blomster i hverdagen – og til at invitere folk indenfor, så også de kan nyde, når engen blomstrer til foråret. Vildengen, der sår sig selv år efter år, er også en del af planen for, hvordan udeområderne kan se ud i fremtiden.
Forsyningen holder fest
Fredag 24. august kl. 14.30-18 kan alle borgere i Skanderborg se området med egne øjne, når Forsyningen holder folkefest med borgerinddragelse netop om udearealerne.
Her vil være taler af borgmesteren, streetfood og legeland for børn samt stande om vand og vandteknologi - og en workshop, der samler alle de gode ideer sammen.
jesl