Carpark North-sanger har kælder-hemmeligheder sammen med en, der hedder Bent

Det, der skaber glade elever og succesefulde musikere som Carpark North, findes i musikskolens kælder, når det hele pludselig bare spiller.

Artiklens øverste billede
Bente Warny og Lau Højen var lærer og elev på Aarhus Musikskole, nu er de kolleger med 50 og 20 års erfaring i at finde lykken i at spille musik. Lau Højen er forsanger og guitarist i Carpark North, der blev dannet i musiklokale nr 304 på den 90 år gamle skole. Foto: Tahmasbi

Lige nu går der knap 3.000 elever i alle aldre, på et hav af niveauer og med alle mulige instrumenter på Aarhus Musikskole, der i år fejrer 90 års fødselsdag. Alle kan være med i det fællesskab, musikken kan give. Og alle kan opleve store åbenbaringer og lykkelige øjeblikke, når det hele går op i en højere enhed.

»Man skaber noget sammen - griber det ud af den blå luft. Tiden går langsomt og hurtigt på samme tid. Jeg oplevede det i skolens sammenspilslokale i kælderen for over 20 år siden. I dag sker det - i kortere eller længere tid, hver gang jeg står på en scene. Jeg kan føle, at jeg står ude blandt publikum og at vi smelter sammen,« svarer forsangeren og guitaristen i Carpark North, Lau Højen, på spørgsmålet om, hvad det dog er, der er så fedt ved musik?

Bent Warny, der har undervist et hav af guitardrenge og mange store talenter gennem tiden oplever, at selv de dygtigste får åbenbaringer i undervisningen.

»Der er ind imellem elever, som fysisk springer op med armene over hovedet. En enkelt råbte et rungende fååååck og hoppede rundt, fordi han pludselig forstod en sammenhæng. Jeg har oplevet mange åbenbaringer,« siger Bent Warny, der har undervist de guitarister, der i dag spiller med blandt andre Thomas Helmig, Lukas Graham, Mads Langer, Benjamin Hau, Dopha, Hjalmar og Burhan G.

Århus Onsdag møder rockstjernen og hans guitarlærer i den flotte officersbygning ved siden af Ridehuset, der har Rådhuset, Aros og Musikhuset som naboer. Det er lørdag, så der er ingen undervisning, men eleverne strømmer alligevel ud og ind ad lokalerne i grupper og skaber liv.

Senere denne eftermiddag skal Lau Højen stå på scenen i Scandinavian Center og spille koncert, men lige nu drikker han kaffe sammen med sin guitarlærer og Danmarks største ugeavis.

Musik er for alle, og det skal være så skidesjovt, at man ikke kan lade være. Vi ville også spille, hvis vi ikke kunne leve af det.

Lau Højen og Bent Warny

Spiller hinanden bedre

Bent Warny mener, at fællesskabet i samspilslokalet er uvurderligt for udviklingen af eleverne. Han sørger for, at de mindst en gang om måneden mødes om fredagen og han oplever, at det har hævet niveauet så meget, at mange af dem fik karakteren 12 ved optagelsesprøven til MGK, der er en forberedelsen til konservatoriet.

»Jeg er blevet opfordret til at skrive en bog om, hvad jeg gør i undervisningen, men i virkeligheden rører jeg bare i gryden. Jeg sørger for, at de kommer til at spille og hænge ud sammen. Der opstår rigtig meget god energi, og de spiller hinanden bedre. Og så forsøger jeg altid at finde ud af, hvad den enkelte har brug for og lyst til,« siger Bent Warny.

Lau Højen mødte som teenager Bent Warny på musikskolen og havde ham som lærer, da Carpark North blev født i skolens øvelokaler. Carpark North blev til i i 1999. Gruppen udgav i 2003 deres debutplade, der udløste et hav af priser: Zulu Awards, P3 Guld, Gaffa Prisen og Robert for bedste filmmusik med hittet ’Transparent’.

Lau Højen husker tydeligt tiden, hvor Carpark North blev dannet og er på ingen måde enig med Bent Warny i, at han ”bare rører i gryderne”.

»Vi kender de lidt for rutineprægede lærere, men du har format og er ambitiøs på elevernes vegne,« mener Lau Højen.

»Jeg har været heldig og mødt mange talenter her på skolen. Aarhus er så stor, at den rummer mange musikere. Det gode er, at de samles her på skolen,« snor Bent Warny sig beskedent ud af de alt for mange roser.

Han lader sig inspirere blandt andet af foredrag og bøger om talentpleje og er selv musiker, der har spillet i hundredvis af live- og studiejobs med alt fra Tørfisk til Carsten Dahl og Marie Bergmann på musikscenerne foran tusindvis af mennesker.

"Musik er for alle, og det skal være så skidesjovt, at man ikke kan lade være. Vi ville også spille, hvis vi ikke kunne leve af det," siger Bent Warny og Lau Højen. Foto: Tahmasbi

Hemmelighed nummer to

Selv om man har talent og får jobs, kommer intet bare af sig selv. Der skal øves

»Jeg øver mig stadig dagligt for at kunne følge med de utroligt dygtige elever, jeg har, på skolens talentlinje og på MGK. Der er flere, der imponerer mig - ligesom Lau gjorde, da han kom her første gang,« husker Bent Warny.

Lau Højen ser sig om i det musiklokale, vi sidder i.

»Jeg husker det som om, Carpark North havde første øver i lokale 304. Hittet ’Transparent’ er skrevet her. Det nummer rammer mig stadig, når vi spiller det den dag i dag. Jeg husker, at jeg var inspireret af temaet i en Sting-sang og at vi tog udgangspunkt i det, og så formede vores eget tema i fællesskab. Broen op til det fandt vi bare flydende ved at lege. Det var så fedt,« mindes Lau Højen et af sine mange lykkelige øjeblikke.

Da bandet skulle sende demo-cd’er ud med deres første numre, fik Lau Højen lov til at kopiere nogle på skolens kopimaskine. Men interessen viste sig at være overvældende, så han endte med at stå med en meget stor opgave.

»Jeg begyndte at lave omslagene i smug på kopimaskinen, da vi nåede op på cirka 2800. Jeg blev gode venner med damen på posthuset, for jeg kom der meget tit,« ler Lau Højen.

Han, Søren Balsner og Morten Thorhauge brugte mange timer i øvelokalerne og det var i høj grad med til at forme dem, musikken og bandet.

»De folk jeg spillede med den gang er stadig mine bedste venner. Og da jeg lavede noget solo, var det med folk, jeg kendte fra MGK-tiden,« forklarer han de stærke bånd, der er blevet knyttet i kælderens talentudviklende lokaler.

Aarhus Musikskole runder i år de 90 og er stadig fuld af liv og gang i den. Bent Warny har været med i 40 år, hvor han har lært en lang række af landets guitarister - bl. a. Lau Højen - at spille men i lige så høj grad at nyde musikken. Foto: Tahmasbi

Jeg husker det som om, Carpark North havde første øver i lokale 304. Hittet ’Transparent’ er skrevet her. Det nummer rammer mig stadig, når vi spiller det den dag i dag.

Lau Højen, guitarist og sangskriver, Carpark North

Talent bobler op

»Det var med Carpark North som dengang Elevatordrengene med Thomas Helmig opstod. Det ulmede så meget, at det ikke kunne holdes nede. Snakken om de bands gik og alle dukkede op, når de skulle spille - uanset hvor det var i byen,« siger Bent Warny.

»Jeg tænker, at det er et mirakel hver gang det sker. Lige nu oplever vi det igen med aarhusianske Tobias Rahim, der rammer det helt rigtige for utrolig mange,« siger Lau Højen, der tydeligt husker, hvordan det var at få et væld af priser og pludselig være kendt.

»Det var virkelig heftigt, selv om jeg kunne dele det med to af mine allerbedste venner, som jo også er en del af bandet. Jeg smed min karakteristiske briller og brugte kontaktlinser i stedet, så jeg kunne gå i fred. Jeg var meget ung, så jeg tog på højskole for at få helt almindelige relationer og møde nye mennesker. I dag har det et perfekt leje, hvor jeg ikke tænker over det, selv om min kone synes, at folk stadig kigger på mig,« siger guitaristen, der er glad for sin musikertilværelse 20 år efter gennembruddet.

»Vi har fundet vores niche med et godt publikum. Vores lyd egner sig til festivaler, så der er vi tit. Jeg oplever, at arbejdslivet er ukompliceret, samtidig med at det er lige så magisk som altid et skabe musik.«

Jeg er blevet opfordret til at skrive en bog om, hvad jeg gør i undervisningen, men i virkeligheden rører jeg bare i gryden. Jeg sørger for at de kommer til at spille og hænge ud sammen. Der opstår rigtig meget god energi, og de spiller hinanden bedre.

Bent Warny, musiker og guitarlærer

Fed lykke til alle

Efter mere end 50 år som musiker og musiklærer er Bent Warny fuldstændig enig.

»Jeg var ude at spille sammen med min musikerven på 67 år i går. Han spurgte, hvornår vi skal stoppe, og jeg svarede: aldrig. De største kick er, når vi improviserer og bare hopper ud i det. Resultatet er ikke altid lige fantastisk, men det er virkelig fedt at spille i nuet. Det er dejligt langt fra alt mit studiearbejde, teateret og undervisningen,« siger han.

Lau Højen tjekker tiden på sin telefon og opdager, at den er fløjet afsted. Bandet og dagens koncert kalder.

»Jeg glæder mig helt banalt til at spille en G-dur. Jeg elsker lyden og følelsen og jeg synes, det er vildt sjovt at synge i en mikrofon. Jeg bliver bare aldrig for gammel til det,« siger den 42-årige guitardreng fra Beder.

Han og Bent Warny er også enige om, at man ikke skal være et stort talent for at opleve den form for glæde.

»Musik er for alle, og det skal være så skidesjovt, at man ikke kan lade være. Vi ville også spille, hvis vi ikke kunne leve af det.«

Det taler vi om lige nu. Modtag vores nyhedsbrev for at få tophistorier fra hele landet. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.