Aarhus Ø: Byrådet skal tage stilling til bypark og domen
Golde og grå Aarhus Ø skal måske have en bypark og den smukke, bæredygtige dome, der netop nu skal have en ny fremtid
Den store plastikkuppel på Pier 2 i Aarhus lukker onsdag 31. oktober ned for sin identitet som Dome Of Visions, drevet af NCC. Domen har i sine seneste to år huset mere end 600 arrangementer og været et populært mødested. I fremtiden er den Aarhus Kommunes. Og hvad skal den så?
Ideerne er mange og en af dem skal behandles på Aarhus Byråd netop onsdag 31. oktober. Da skal byrødderne beslutte, om de vil gå i gang med en høring om en ny bypark på Aarhus Ø. Den solcelledrevne dome en del af projektet.
”På alle borgermøder om havneområdet, hører vi ønsker om grønne arealer. Derfor vil vi gerne lave et to-årigt eksperiment med en bypark. Hvis byrådet siger ja, kommer domen til at indgå i den,” siger Bente Lykke Sørensen, der er chef for Bolig og Projektudvikling i Aarhus Kommune.
Vi vil have urbane haver
Tanken er, at eksperimentet med en bypark skal gå ud til ø-haverne, som også er utroligt populære.
”Aarhusianerne er helt vilde med urbane haver og vil bare gerne have mange af dem,” ler Bente Lykke Sørensen.
Så urbane haver bliver en del af eksperimentet. De populære, nuværende ø-haver får muligvis lov til at blive, for det er besluttet, at det arel, de ligger på, ikke skal bebygges.
I festugen fik Aarhus Ø en midlertidig og meget rost skov kaldet Skovbadet. Havne-beboerne ville meget gerne beholde den, og selv om det ikke kunne lade sig gøre, er de alligevel blevet hørt. For måske får de nu en anden skov. Det skal en høringsfase på seks uger afgøre. I løbet af dem vil alle få mulighed for at komme med gode ideer til det grønne område og til domen.
Vildt Festuge-projekt: 600 træer skal pryde Aarhus Ø-boulevard
”Dome og Visions har tilført noget helt unikt til byen med de mange arrangementer, der har været i den. Men den var en del af kulturåret 2017, hvor den havde en stor økonomi og var drevet af NCC og en privat donation. Det er desværre slut, og nu skal den noget helt andet,” forklarer Bente Lykke Sørensen.
Kommunen har købt domen, blandt andet fordi den er flytbar. Tanken er, at den skal være en slags laboratorie i forskellige bydele i forbindelse med udviklingen af dem. For eksempel kan den stå i en periode i Lisbjerg, som er i rivende byudvikling.
I første omgang bliver domen dog liggende, hvis et flertal i byrådet bakker forsøget om en bypark på Aarhus Ø.
”Og vi skal så finde ud af, hvordan domen rent praktisk skal fungere. Den er fuld funktionsdygtig og skal udnyttes bedst muligt,” siger Bente Lykke Sørensen.
Hvis høringsfasen om en ny park, går i gang, kan man bidrage ved at gå ind på kommunens hjemmeside og søge: Udviklingsplan indre Aarhus Ø.