Syddjurs Award: Du kan følge showet hjemme fra lænestolen
Torsdag aften løber det store Syddjurs Award show af stabelen i Kolind+, hvor der er plads til 400 tilskuere. Er du ikke en af de heldige,som har fået billet, så se showet hjemme fra din bedste lænestol.

Der bliver gang i sagerne og sang i gaderne i aften, torsdag 2. september, når der blændes op for et store Syddjurs Award show klokken 19 skarp.
Konferencier er som altid operasangeren og entertaineren Hans Dueholm, der holder til i den gamle skole i Halling til hverdag.
Der er plads til 400 tilskuere i Kolind+, men er du ikke en af de heldige, så fortvivl ikke. Showet streames nemlig, så du hjemme kan sidde i ro og mag med en kop kaffe ved hånden og følge med.
Følg med fra Syddjurs Kommunes Facebook-side.
Talentprisen
Hele ti priser skal uddeles. Herunder Talentprisen på 10.000 kroner, som Adresseavisen Syddjurs og PR electronics A/S er sammen om - sædvanen tro.
De tre nominerede til prisen er:
Albin Vognsen, Helgenæs, 14 år,er født med muskelsvind. Albin er meget sportsinteresseret og begyndte til kørestolsfodbold i efteråret 2014. Talentet åbenbarede sig hurtigt. I dag spiller Albin for Århus Rolling Devils og på det danske landshold. I 2020 blev Albin kåret til Danmarks bedste fodboldspiller i herreligaen, og næste år venter der et VM i Australien. For Albin, en meget attraktiv begivenhed naturligvis, det endelige landshold, udtages i februar 2022.
Nanna Elizabeth Rosa Kalmar, Ryomgård, 17 år, går på Egå Gymnasium. Hun kombinerer studierne med seriøs forskning på højt niveau. I april 2021 vandt Nanna 1. præmie i Unge Forsker konkurrencen i seniorrækken (for ungdomsuddannelser), samt Leo-fondets rising-star særpris for særligt dygtige unge science-talenter. Unge Forskere konkurrencen er Danmarksmesterskabet i naturvidenskab. Med denne DM-titel i Life Science i bagagen kvalificerede Nanna sig til VM i Science (Intel ISEF konkurrencen) i USA, maj 2022, hvor hun skal repræsentere Danmark, sammen med kun to andre unge danskere.
Rasmus Skov Løt, Ugelbølle, 20 år, er en meget talentfuld golfer i Kalø Golf Klub. Det på trods af, at han er født uden sin højre underarm. Rasmus har trods sit handicap formået at præstere på meget højt niveau. Han har siden 2015 været en del af paragolf landsholdet. Han har deltaget i både DM og EM. Til DM er hans hidtil bedste placering en 2 plads og til EM en 9 plads. Forventningerne til at opnå endnu bedre resultater i fremtiden er høje hos den ambitiøse golfer, som er HHX student fra Handelsgymnasiet i Risskov.
Spændende bliver det, hvem der modtager æren og de mange rare penge.
Showtime klokken 19
Dørene til Kolind+ åbner klokken 18.30.
Herefter forløber Syddjurs Award 2021 efter følgende plan:
Kl. 19.00: Velkomsttale ved PUK-udvalgsformand Riber Hog Anthonsen
- Sidste udkald (underholdning)
- Talentprisen
- Rotaryklubbernes Hæderspris
- Spjæt (underholdning)
- Fritidsprisen
- Linea Tokyo (underholdning)
- Handicaprådets pris
- DEMO-rådets Initiativpris for unge
- Syddjurs Egnsteater ((underholdning)
- Nationalparkens Pris
- Frivilligrådets Pris
- Covid-19 Prisen
- Clean Slate (underholdning)
- Kulturprisen
- Karen Cecilie (underholdning)
- Tale ved Borgmester Ole Bollesen
- Souvenirs (underholdning)
Kl. 20.30: Tak for i aften