En skælven i et ydmygt sind

Det er blevet sensommer og høsttid. Endnu kan vi stadig opleve de store maskiner på marker og veje. Høsten skal i hus inden vejret slår om. Høsttiden har traditionelt været en meget betydningsfuld tid. Det var på den tid af året, at forrådskamrene skulle fyldes op, så man kunne klare sig igennem vinteren. En fejlslagen høst kunne få alvorlige konsekvenser for familien. Sulten kunne trænge sig på i vintermånederne, og muligheden for at så markerne til det efterfølgende år kunne gå tabt. Derfor har høsten også altid været forbundet med fest og glæde, når endelig arbejdet var færdiggjort. ”Bind så korn i krans, hurra her til lands, sluttes altid høsten med et gilde og en dans”, som det lyder i den gamle folkesang Marken er mejet.

Men førhen var høsten også forbundet med ”ydmyghed”. Det er godt nok et gammelt og støvet ord, som vi ikke bruger så meget mere, alligevel er jeg ikke i tvivl om, at de fleste oplever begivenheder i deres liv, som indimellem kalder på ”ydmyghed”. Hos Jeppe Aakjær møder vi ordet i sangen om rugen. Her synger vi om, hvordan det lille barn ligger og betragter sin far under høstens arbejde:

Den kære rug var gæsten

Som gjorde hvert et barn så spændt

Se, far han lægger vesten

Og ser så indadvendt:

En skælven i et ydmygt sind

En bøn til altets skaber

Før avlen bringes ind.

Høstarbejdet er slidsomt, der er travlt og dog finder faren tid til at takke og bede – ”en skælven i et ydmygt sind”, som det hedder. Den lille Jeppe bliver vidne til det, vi kunne kalde for ægte ydmyghed: At vi i mødet med det, der er større end os selv, bliver små på den gode måde. Ydmyge, fordi vi mindes om, at livet ikke er vores eget. Mærker, at vi er skabninger blandt andre skabninger i en verden, vi kun har til låns. Ydmyghed er det gode gamle svar på mødet med det, der er større end os selv. Er svaret, der kaldes frem af mødet med et andet menneske, af mødet med naturen og alt det, den kan bringe os, af mødet med Gud.

Men spørgsmålet er om vi har glemt, at der er noget, der er større end os selv og vores egen lille verden? Er vi blevet så selvgode, selvtilfredse og selvsikre, at vi ikke længere ser og hører alle advarslerne? Klimarapport og dårlig biodiversitet. Grænseoverskridende kultur på arbejdspladser og en ungdom, der mistrives og hvor de psykiatriske diagnoser bliver flere og flere. Der er meget, der ikke er, som det burde være og som kræver, at vi ændrer adfærd. Men det har vi svært ved.

Hvorfor? Har vi bildt os selv og hinanden ind, at bare vi har orden i livsforsikringer og arbejdsforsikringer, skadesforsikringer og forbrugerforsikringer, så er vi på sikker grund? Eller vil vi ikke betale den pris, det koster? Mener vi, at vi har ret til at leve, som vi gør? At vi har gjort os, fortjente til det?

Måske det er på tide at finde det ydmyge sind frem og bare for et øjeblik lægge egne krav og rettigheder lidt til side. Blive indadvendt og besinde sig på, at alt det jeg har og nyder godt af i mit liv, kommer af muligheder, som andre og Vor Herre har givet mig. At det gode liv ikke er en selvfølge. Det skal vi værne om og tage vare på. Det skal vi takke og bede for. Og ordene til den bøn kunne med rette lånes fra en af salmebogens gode høstsalmer: så lær mig da, Herre, at dig til behag, jeg bruger det pund, mig blev givet, at fylde med hæderligt virke min dag, at hjælpe og værne om den, som er svag, at elske, thi deri er livet.

Selvom vi er mange, der ikke høster andet end æbler og blomster i haven, så holde vi stadig høstgudstjeneste i kirken, fordi vi til stadighed har brug for at blive mindet om at både livet, vor næste og Vor Herre rummer den storhed, der kan kalde på en skælven i et ydmygt sind.

Vel mødt til høstgudstjeneste i Favrskovs kirker.

Glædelig sensommer og høst!