Snorene er klippet ned, vejen er åben

Sommeren er forbi nu & den nærmest fløj afsted
tomhændet står du tilbage & ka’ slet ikke følge med (C.V. Jørgensen, Sæsonen er slut, 1980).

Flyvsk er sommeren. De solfyldte dage med berusende frihed, den lange formiddagskaffe og det uendelig kig mod horisonten fra Vesterhavshytten er allerede gledet ind i mindernes række. Forbi - forbi, som eventyrdigteren siger, og midt i sensommermelankolien er følelsen af tomme hænder er svær at komme overens med.

Men just som hænderne føltes allermest tomme, lagde kirkeministeren forleden en velsignelse i dem. Vejen til kirken er åben - og det i alle spor. Efter en hel sommers længsel efter frihed, åbne kirkedøre, fællessang, og uhindret adgang til alle kirkebænke lød den glade stemme fra Joy Mogensen - som jeg hørte den:

’Klip snorene, fjern afspærringerne, brænd forbudskiltene - og invitér hele den pukkelryggede familie og den store venneflok med til dåb konfirmation og bryllup’. Og ja, sagt lidt mere stilfærdigt: Du skal ikke længere sortere blandt dine nærmeste, når der skal tages afsked i kirken med din elskede, for der er plads til jer alle.

Hvilken grund til glæde! Kirkerne vender tilbage til dét, de er kendt for: Rummelighed, åbenhed og et ’velkommen’, når du har brug for den. Dét har været savnet, og det blev tydeligt i de mange måneder med max-antal og påholdenhed, at der er brug for kirkens ’lys og salt’ på de afgørende korsveje i livet.

Med god grund har både kirkefolk og pårørende været fortvivlede og frustrerede, når der ikke kunne blive plads til alle i både glædens og sorgens stund, hvor det at samles i kirken, er det bedste og det oplagte sted at samles.

Det gik op for os i trange tider (og en varm tanke til alle dem, som fik ualmindelig meget til at lykkes i kirkerne, trods hårde odds), hvor nødvendig kirken er. Hvor selvfølgeligt den hører med i vores tilværelse: Et sted at være sammen, når livet for alvor er på spil. Et fælleshus, der rundhåndet og generøst deler ud af Vorherres største velsignelser: Opmuntring, trøst og livsmod - i enhver forstand rejsekost til den videre livsvandring. Måske mærker vi behovet allermest ved de store livsovergange, som dåben, konfirmationen, brylluppet og begravelsen.

Nu er vi mere end nogen sinde klar over, at den største glæde og den største sorg har brug for store ord og stor musik. Og nu er vejen åben dertil. Kirkedøren er åben, snorene er klippet ned, og vi er slet ikke så tomhændede, som vi troede.