På musikalsk rejse i Bent Fabrics univers
Koncertfortælling 3. september i Stilling Sognegård.

Med nedslag i de næsten 90 år, som Bent Fabricius Bjerrres karriere varede, vil publikum komme med på en lang musikalsk rejse, når Karsten Holm og Stig Nørregård fredag 3. september kl. 19.30 spiller og underholder i Stilling sognegård.
De to har tidligere sammen lavet musikalske koncertfortællinger og denne gang er en af de største musikalske personligheder i Danmark, Bent Fabricius Bjerre, omdrejningspunktet. Bent Fabricius Bjerre, der døde sidste år, blev født i 1924, og blev altså 95 år, hvoraf næsten alle årene stod i musikkens tegn. Den første melodi skrev han allerede som 7-årig - en vals på 28 takter.
Så sent som i februar 2020 skrev han sangen ’Rejsen’ til Caroline Hendersons album ’Den danske sang’.
Vandt en Grammy
Bent Fabricius blev kendt i det store udland og vandt en Grammy med sangen ’Alley Cat’ i 1962. Ved den lejlighed fik han kunstnernavnet Bent Fabric. Sangen var oprindelig skrevet som en kendingsmelodi til hans eget TV-underholdningsprogram ’Omkring et flygel’, som sangen oprindelig hed.
Stig Nørregaard og Karsten Holm vil spille og synge nogle af de bedste sange og melodier af komponisten og også fortælle anekdoter og historier undervejs. Blandt sangene er ’Nattens sidste cigaret’, ’Jeg sætter min hat som jeg vil’, ’Forelsket i København’ og ’Kærlighed’ men også instrumentalnumre som ’Pusterummet’, temaet fra Matador og temaet fra Olsenbanden.
Koncertfortællingen varer ca. 70 min. + indlagt pause. Alle er velkomne. Der er gratis adgang.
gs