Cubansk eksplosion i Rytmisk Sal
Til festugen er musikstuderende gået sammen med cubanske musikere om et gigantisk show, fuldt af fest og farver, af dans og fede rytmer og af flotte kor- og orkesterarrangementer.

Omkring 80 talentfulde studerende fra alle afdelinger af Det Danske Musikkonservatorium udgør kor og dansere samt kæmpe orkester og percussion gruppe.
De stiller op sammen med nogle af de allerbedste udøvere af cubansk musik: Percussionisten Raydel Medina, sangeren og danseren Raisa Castro og trompetisten Yuliesko Gonzales, alle med solide cubanske rødder og omfattende koncertvirksomhed. Dertil den danske percussionist Rune Harder Olesen, Danmarks mest indspillede studiemusiker og med adskillige Cuba-ophold bag sig.
Konservatoriet i Aarhus har siden indvielsen af Univers Scenen på Bispetorv i 2001 hvert år leveret et større musikalsk show ved Aarhus Festuge. Igen i år bliver det hele koordineret, arrangeret og dirigeret af professor Jens Christian Chappe Jensen.
”The Rama Cuban Explosion” sker i Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus fredag 27. august kl. 20 – lørdag 28. august kl. 15.
Koncerten er gratis, men kræver billet, som bestilles via konservatoriets hjemmeside.
Mere studenter-musik
Studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium spiller igen i år en lang række gratis koncerter på scenen i Mølleparken. De optræder i små ensembler, sat sammen til lejligheden her i begyndelsen af det nye studieår. Ved koncerterne kan festugens publikum opleve mangfoldigheden og bredden blandt konservatoriets studerende – musikken når vidt omkring, fra elektronisk til stort set alle tænkelige rytmiske genrer.
Koncerterne i Mølleparken kan opleves søndag 29. august kl. 16-18 og kl. 19-22, mandag 30. august kl. 19-22, tirsdag 31. august kl. 19-22, søndag 5. september kl. 13-16.
sø