AUH er også en del af festugen med en audio storywalk
AUH har lavet en audio storywalk, som man kan lytte til i forbindelse med Aarhus Festuge.
Aarhus Universitetshospital (AUH) er i år en del af Aarhus Festuges program og bidrager med audio storywalken: ”Lyt til Livet på Aarhus Universitetshospital”.
En sjælden gåtur
I audio storywalken hører du akutlæge Jette, operationssygeplejerske Ina og 13 andre af deres superseje kollegaer fortælle om, hvad der sker inde bag hospitalsmurene, mens du går rundt om hospitalet via gangstier. En gåtur på 2,4 km et anderledes sted, som du helt sikkert aldrig har gået før i Aarhus.
På audio storywalken lytter du til nogle af stemmerne fra de mere end 12.000 AUH-medarbejdere, der døgnet rundt 365 dage om året altid er klar til at give dig den allerbedste behandling, hvis du bliver syg og har brug for hjælp.
Det praktiske
Audiowalken foregår på Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 99, tæt på Indgang G, 8200 Aarhus N. Du skal bruge din smartphone.

Et oplagt sted at starte er ved Område G. Store farvede skilte med portrætter af hospitalsmedarbejderne viser dig vejen videre mod næste post. Når du står ved et skilt, scanner du blot QR-koden og fortællingen går i gang, så kan du se på bygningerne og omgivelserne eller begynde at gå mod næste lydfortælling, mens du lytter.
Audioguiden går i gang 27. august og fortsætter også efter festugen.
sø