Swing med til 60'ernes jukebox hits
Der er lagt op til Rock’n Roll, når Charlie Dee & The Twisters spiller på Pustervig Torv i Aarhus Festuge.

»Det er sjovt! Det er kækt! Og det swinger som bare pokker!« lyder den korte beskrivelse fra Charlie Dee & The Twisters, der lover det vildeste Rock’n Roll Show med de fedeste hits fra 60’ernes Jukeboxe.
Det sker på Pustervig Torv Tirsdag 31. august og onsdag 1. september kl. 21 i Aarhus Festuge 2021.
Ørehængere
»Charlie Dee & The Twisters spiller alle de største, gladeste og fedeste klassikere fra hitlister og jukeboxe i Rockens Guldalder. Alle ørehængerne, alle landeplagerne, alle de udødelige hits, der stadig stimulerer folks skråle-med-refleks, og som holder den dag i dag. Der er så meget power på denne samling af klassikere fra Rockens Store Sangbog, at man helt må overgive sig til sin indre partyløve, og slet ikke kan undgå at føle sig forbandet underholdt,« står der i pressemeddelelsen.
Og det bliver endnu vildere, når der trækker på alle de klassiske Rock’n Roll dyder. Med de originale guitarer. Med de originale forstærkere. Og vigtigst: i det originale outfit:
»Vi snakker altså nappaveste, nylonskjorter, bindeslips, guldjakker, Beatles-boots... hele molevitten. Og hele showet bliver leveret med et stort smil på læben og det rette glimt i øjet der gør, at det hele forbliver uhøjtideligt, meget friskt og meget, meget underholdende.«
sø