Præsteklumme: Om at mangle ord og en måde at blive rig på

Da jeg efter endt sommerferie åbner min computer og får tjekket kalenderen, kan jeg se, at der er deadline til avisklummen. I morgen! Velkommen tilbage – så skal hovedet for alvor i gang igen! Hvad skal klummen handle om?

Jeg går i tænkeboks med det samme, men det er som om tankerne kun vender tilbage til de solrige og varme sommerdage på stranden med en is i hånden og sand mellem tæerne – og det tænker jeg måske ikke er så interessant. Hovedet synes tomt og ideerne langt væk. Jeg griber derfor ud efter den bog, som fulgte mig i mine tre ugers sommerferie, men som jeg ikke fik åbnet en eneste gang.

Det er ikke kun mig, der griber bogen – den griber også mig. Jeg bliver grebet af forfatteren Tomas Sjödins mange små og fine fortællinger og én af dem rammer ned i lige præcis grunden til at jeg overhovedet (og endelig) fik bogen åbnet: at jeg ikke vidste hvad jeg skulle skrive om i denne klumme – jeg manglede ikke bare ideer, men også ord.

Og både ide og ord giver forfatteren mig!

Forfatteren, der selv skriver mange avisklummer, fortæller om en dag, hvor en kvinde kontakter ham. Hun vil høre, om hun må låne nogle af hans skrevne ord. Det må hun gerne og han uddyber også hvorfor – for det har ikke altid været sådan:

Jeg beskrev for kvinden, hvordan hoverpersonen i filmen Il Postino, en ung mand, låner nogle linjer fra den berømte chilenske digter Pablo Neruda for at kunne fri til den kvinde, han forguder. Digteren lever i eksil på en høj uden for det lille fiskersamfund, hvor det hele udspiller sig. Frieriet lykkes, men den unge mand får den tanke, at kvindens ja ikke helt tæller, da ordene, der fik hendes hjerte til at smelte, jo ikke var hans egne, men digterens. Fordi han er postbud og hver dag cykler op til Neruda, deler han en dag sin bekymring med digteren.

Neruda svarer da med overbevisning, at ”ordene ikke tilhører den, der har skrevet dem, men den, der har brug for dem.”

Disse ord og ikke mindst deres betydning og pointe er ikke min, men en andens – men i dag havde jeg brug for dem. Og det tror jeg egentligt, at vi alle kan have. Vi har brug for at læse eller høre, at alt det, vi er og har, er som gaver til vores medmennesker.

Vi må forsøge at slippe grebet om vores eget, for det er den bedste måde at blive et rigt menneske på. Ikke rig på penge eller ejendele, for det er en lykke, der har meget kort levetid. Men rig på dyb og vedvarende mening og glæde i livet.