Præsteklumme: Ingen kan gøre det alene
Jeg er ikke typen, der er særlig sportslig. Jeg er ikke særlig udholdende, og jeg giver gerne op, når det begynder at gøre ondt. Så jeg holder mig til at gå nogle lange ture med gode podcasts i ørerne – og det kan vel næppe kaldes for sport.
Måske fordi min egen rygrad ikke altid er så stærk, når det kommer til vedholdenhed, så holder jeg meget af at se andre dyrke sport og presse sig selv til fantastiske resultater. Sidste sommer var der ikke meget af den slags. EM i fodbold blev udsat. Det samme gjorde OL. Og Tour de France blev kørt lang tid efter, min sommerferie var slut, og det var derfor begrænset, hvor meget jeg kunne slumre på sofaen til lyden af det.
Men i år sker der noget. Vi har både grædt og jublet med fodboldherrerne. Vi har set fantastiske præstationer og rekorder slået ved OL i Tokyo. Vi har heppet vores favoritter hele vejen op ad de stejleste bjerge.
Vi har set atleter fra hele verden, og i mange forskellige sportsgrene, konkurrere om at blive størst, først, hurtigst, bedst. Fyldt med ambitioner og mål.
Og hvor må det være en skøn følelse, sammen med sit hold at vinde en vigtig fodboldkamp, når man har givet alt, hvad man har i sig – og mere til. Ligesom det må være en ret fantastisk fornemmelse, man har, når man står med den guldmedalje om halsen, som man har arbejdet målrettet for gennem mange år. At det skaber glæde og begejstring har været helt tydeligt at se på de mange billeder som sommeren igennem har gået verden rundt.
Men det er jo ikke kun blandt sportsudøverne, at det har skabt glæde og begejstring. Det har det i den grad også gjort for alle os andre. Glæde, begejstring og en klar følelse af fællesskab.
For vi ved det jo godt – at ingen af dem kan gøre det alene. Det er altid en holdindsats, når et fodboldhold vinder en kamp eller et cykelhold en konkurrence. Og selv om mange atleter står alene i lyset, når det gælder, så er der altid et stort hold af mennesker, som har bidraget til, at han eller hun er nået så langt; trænere, coaches, læger, fysioterapeuter, diætister, venner og familiemedlemmer. For ikke at nævne fans, tilskuere, publikum.
Ingen af dem kan gøre det alene. Det er der i virkeligheden ingen af os der kan. For ambitioner og mål er godt, men der er noget, der er mere: fællesskab, sammenhold, forpligtelse over for hinanden. Det bliver tydeligt sådan en sommer, hvor vi har set den ene store sportspræstation efter den anden. Det er tydeligt, når vi tænker på, hvordan vi det sidste halvandet år har stået sammen og løftet i flok imod den pandemi, som stadig sætter dagsordenen i store dele af verden. Og det er tydeligt i de liv, som vi lever hver især – at ingen af os kan gøre det alene. Vi har altid brug for hinanden.