Hollywood-stjerne gæster Hadsten - igen
Han har skudt film med nogle af Hollywoods helt store stjerner. Nu besøger Sven-Ole Thorsen Hadsten Bio.
I anledningen af storfilmen Gladiators 20 årsjubilæum får Hadsten Bio fornemt besøg 15. august.
Manden bag de famøse ord ’We who are about to die salute you’ dukker nemlig op i egen høje person.
Danske Sven-Ole Thorsen, som i Gladiator spiller Tigris of Gaul, vil skrive autografer og signere sin bog ’Stærk mand i Holywood’ foruden at svare på spørgsmål fra publikum.
Arrangementet er allerede udsolgt.
»Billetterne blev revet væk. Desværre må vi jo også kun have 65 gæster på grund af corona-restriktioner - det er vi selvfølgelig lidt trætte af, da eventet er populært,« fortæller Tommy Prang Vonsyld, der er event-mager for Hadsten Bio.
Thorsens andet besøg
Egentlig var det sidste år, Gladiator fyldte rundt, men fordi corona-virus rasede, er arrangementet i Hadsten Bio blevet skubbet ad flere omgang. Men nu kan det altså realiseres. Det glæder Lars Kristensen, som er formand for bestyrelsen i ’Foreningen Hadsten Bio’:
»Det er altid super fedt, når det kan lykkes at få så store stjerner til vores lille biograf. Det er sådan noget, Tommy er god til,« siger han.
Faktisk er det ikke første gang, at Sven-Ole Thorsen gæster Hadsten Bio. 15 april 2018 var han ligeledes forbi.
Begge besøg er kommet i stand, fordi skuespilleren alligevel har været i omegnen - nærmere bestemt som gæst på science fiction-messen ’Sci-Fi-Con Randers’, hvor Tommy Prang Vonsyld også er aktiv.
»Jeg var jo bare lidt snu at udnytte, at han alligevel var her,« siger eventmageren, som i 2018 tog chancen og kontaktede Thorsens kone, Birgitta Sunding Thorsen.
»Og hun svarede bare ja med det samme - forudsat at han måtte stille sit bord op og signere bøger, og det var selvfølgelig helt fint. Det viser sig jo så, at hun faktisk har boet i Hadsten engang, så det er da en lidt sjov detalje,« siger Tommy Prang Vonsyld.
Mere spændende i vente
Siden dengang har Tommy løbende været i kontakt med Birgitta Sunding Thorsen, så da muligheden igen bød sig i år, spurgte han endnu engang, om parret vil lægge vejen forbi Hadsten Bio - og igen var svaret altså ja.
Thorsen stiller gratis op til arrangementet, forudsat han må sælge sin bog og signere den.
På programmet er, foruden naturligvis visningen af Gladiator, også en spørgsmålsrunde, som Jacob Krogsøe, cand.mag. i filmvidenskab og ven med Sven-Ole Thorsen, vil stå bag.
Eventet er det første i Hadsten Bio efter genåbningen af landet - og Tommy Prang Vonsyld er glad for nu at være i gang igen.
»Jeg kan afsløre, at vi har nogle spændende events i støbeskeen, så det er bare om at følge med.«