Bjarne Jensen udstiller på biblioteket

I de næste par måneder har alle mulighed for at se en af områdets lokale kunstnere, Bjarne Jensen, der udstiller nogle af sine billeder på Auning Bibliotek.
Udstillingen med titlen »Se ud – se op« kan ses i august og september.
»Hvis man skal kalde min malerstil noget, må det blive konkret fabulerende. Jeg maler oftest »billede på billede« tilsat min fantasi og kreativitet samt maleriske og æstetiske overvejelser. Det skal forstås deri, at jeg meget ofte bliver optaget at et billede – i avisen, på tv, på udstilling osv. På en måde fabulerer jeg videre ud fra billedet, men det kan også være noget oplevet, læst eller hørt, der »rumstere« videre og bliver til billeder,« fortæller Bjarne Jensen.
»Undervejs i maleprocessen tænker jeg nogle gange at »djævelen« ligger gemt i detalje, i farvebehandlingen, i figurationen. Men det er først når jeg synes billedet er færdigt, at jeg tænker, om billedet nu kunne pynte på en væg? Det er vist ikke så ofte. Men jeg håber, at billederne kan sætte tanker og fantasier i gang hos beskueren. Maleriet er én af de måder, hvorpå jeg forholder mig til verden.«